Den opdelte eksistens og stress - Provokator

iværksatte man fra politisk side således en række initiativer, der skulle sikre bedre arbejdsforhold og
større organisatorisk konkurrencedygtighed: Arbejdsministeriet afsatte 105 mio. kr. til fremme af et
bedre arbejdsliv og øget vækst. Erhvervsministeriet iværksatte et erhvervsfremmeprogram rettet mod
mindre og mellemstore virksomheder til 216 mio. kr., og Forskningsministeriet etablerede et
forsknings- og udredningsprogram om ”udvikling af de menneskelige ressourcer i arbejdslivet” til 55
mio. kr. (Bovbjerg 2004, 208). Som det fremgår af Roses betragtninger, viser denne udvikling, hvordan
venstrefløjen, i et forsøg på at etablere et skift fra det monotone industrielle arbejde til mere fleksible
organisationer med fokus på autonomi og udvikling, i højere grad end tidligere begyndte at koble det
enkelte menneskes personlige udviklingsprojekt sammen med den monetære udvikling (Rose 1996,
166). Ideen om selvrealisering gennem arbejde er ifølge Rose en gammel venstreorienteret tanke, men
venstrefløjens traditionelle forståelse af selvrealisering byggede samtidig på en dikotomi mellem
arbejdernes og kapitalens interesser (Rose 1999a, 56). I dag er det dog netop inden for
markedsorienterede kapitalistiske styreformer, at selvrealiseringen er blevet bedst udnyttet.
Lærings- og selvrealiseringskravet på landets arbejdspladser er siden 1990‟erne eskaleret, hvilket
eksempelvis i 2005 kom til udtryk i forhandlingerne om kompetenceudvikling og videreuddannelse
mellem Finansministeriet, CFU, HK/Stat, der skulle sikre en mere omfattende kompetenceudvikling
for personalet i statens institutioner.
Stk. 2. ”Kompetenceudviklingen skal være både strategisk og systematisk. Den skal være strategisk ved, at
kompetenceudviklingen har sammenhæng med institutionens mål og opgaver. Den skal være systematisk ved, at arbejdet
med kompetenceudvikling er en tilrettelagt og løbende proces. Et led i at være systematisk er at holde årlige,
tilbagevendende medarbejderudviklingssamtaler” (Finansministeriet 2005).
Citatet indkapsler beskrivelsen af det tidligere behandlede dobbeltsidede forløb, der består i en
institutionaliseret sammenfletningsproces af rationalisering og stigende selvrealiseringsindividualisme.
Og det viser konkret, hvorledes organisationers/institutioners og medarbejdernes interesser er blevet
fabrikeret og sammenfiltret som ansigtsløse viljer, der udfolder sig i kæder fra uendelige rækker af
punkter i et spil af ulige og mobile relationer.
Der findes således ingen styringsrationaler fra en politisk elite eller en magtfuld lobby, der står bag
udviklingen af den nye arbejdsetik, men derimod en række relativt tilfældige tilpasningsprocesser, hvor
økonomiske og politiske systemer har tilpasset sig en række friheds- og selvrealiseringskrav fra
aktørerne og har vendt dem til institutionaliserede forventninger. Værket Den nye kapitalismes ånd, ”Le
Nouvel Esprit du Capitalisme” af Luc Boltanski og Eve Chiapello (Boltanski & Chiapello 1999) stiller
54