Den opdelte eksistens og stress - Provokator

ehandlingstilgange. De har ifølge Linda haft gode erfaringer med netop den slags samkøring, hvorfor
hun heller ikke er afvisende over for et mere integreret samarbejde på tværs af de to tilgange.
Som vi har været vidne til på stedet, oplever patienterne en række kraftige reaktioner, når de deltager i
kropsterapien. Dette kan hænge sammen med, at de har placeret samtale- og kropsterapien på samme
dag. De kraftige reaktioner kan så skyldes, at det er for udmattende at indgå i begge terapiforløb på
samme dag, måske fordi erkendelserne fra samtaleterapien tidligere på dagen forstærkes i kropsterapien,
hvorfor både behandlere og patienter ønsker at placere de to sessioner på forskellige dage, gerne i hver
sin ende af ugen: ”(…) det bliver for meget altså rent tidsmæssigt – sådan for hårdt, altså folk kan simpelthen ikke
rumme, og mange af de her mennesker kan ikke klare det, mange af dem, det er helt klart vores oplevelse, at mange af
dem her de går hjem og sover, fordi det simpelthen for dem har været så anstrengende at være i terapi” (Bilag 9, s. 14).
Når vi under samtalen med Bettina spørger yderligere ind til adskillelsen, og hvorfor de ikke
kombinerer de to tilgange, forklarer hun, at de er varsomme med at foretage en for dybdegående terapi,
hvor man kan risikere at skade patienten: ” Ja, altså vi kan jo ikke, vi er nødt til at holde os til, hvad fylder mest
lige nu og her, fordi vi kunne godt gå ind og sikkert grave en masse spændende historier op hos rigtig mange af dem, men
det er jo ikke det, altså så har vi jo ikke gjort de der patienter en tjeneste. Hvis vi afleverer dem i en dårligere stand, end
da de [kom]” (Bilag 9, s. 15). Det handler desuden om et ressourcemæssigt spørgsmål, hvorfor
behandlerne er nødt til at begrænse behandlingen, så de kan opnå et godt resultat inden for de 10
ordinerede sessioner (ibid.). Ikke desto mindre arbejder de som fremskrevet tidligere i
samtalebehandlingen med en konfronterende tilgang, hvor de tager afsæt i en granskning af en række
særligt smertefulde og vanskelige forhold, og det kan derfor synes mærkværdigt, at de ikke integrerer de
to tilgange i større udstrækning. Til kropsterapien lærer man at mærke sin følelsesmæssige tilstand og
identificere det emotionelle ophav, dvs. at man eksempelvis lærer at registrere sin nervøsitet og forklare,
hvor i kroppen den manifesterer sig, men man får ikke sat ord på årsagen til nervøsiteten. En
metarefleksiv tilgang kan derimod sikre Kalmias forsøg på at skabe en samlende tilgang, hvor man ikke
blot finder følelsen ”bag” ordet, men i lige så høj grad finder ordet ”bag” følelsen. Det betyder ikke, at
man nødvendigvis må benytte en mere dybdegående behandling, men blot tage afsæt i de umiddelbare
følelser og sætte dem ind i en begrebsmæssig referenceramme. Man kan fastholde patienternes initiativ
til at diskutere de ting, der optager dem, men også åbne for en diskussion i gruppen af de erkendelser,
de har gjort sig i kropsterapien. Ved at forfordele samtaleterapien og gennem samtalen finde det
følelsesmæssige korrelat til et udsagn havner man efter vores overbevisning i en envejskommunikation
fra psyke til krop. Men hvis man samtidig med omvendt fortegn gennem bevægelse og meditation
finder frem til en fornemmelse eller følelse og derefter finder det sproglige korrelat, favner man begge
former for kommunikation – en kommunikation, der i bund og grund hænger uløseligt sammen.
135