Den opdelte eksistens og stress - Provokator

Diskurs og materialitet?
Den lingvistiske drejning har ført til en særlig udbredt menneskeforståelse, hvor menneskelig viljestyrke
reduceres til en nærmest ureflekteret parering af diskursens paroler. Det gør sig især gældende i den
foucauldianske menneskeforståelse, der som eksempel herpå insisterer på at betegne mennesket som
subjekt – altså som underlagt den diskursivt strukturerede samtid. Som det udtrykkes af kønsforskeren
Donna Haraway bliver Foucaults menneske på denne led til ”A blank page for social inscriptions” (Haraway
1991b, 197). I Foucaults optik reproducerer mennesket de dominerende tids- og epokebestemte
diskurser gennem anvendelse og forhandling, og i den forbindelse både vedligeholdes og
forandres/udvikles de diskursive praksisser. Foucaults magtviden, der former samfundsmæssige
processer er således indlejret i den sproglige interaktion. Subjektet dannes eller produceres udelukkende
i disse processer, og Foucault afviser således også prædefineret identitet og understreger, at selvet er
socialt og diskursivt konstrueret - selv seksualitet og sindssyge bliver dannet i det sociale. Denne
tankegang bliver bl.a. videreført af hans arvtagende governmentality-tænkere Majia Holmer Nadesan og
Vicki Kirby, der i deres arbejde fastslår, at der ingen menneskelighed findes uden for det sociale
(Nadesan 2008, Kirby 1999). På denne led er kroppen og mennesket ikke andet end en receptiv
beholder, som modtager og rummer indtryk, påvirkninger, erfaringer m.m. Det er i denne forstand
vores mange sociale og kulturelle input, som former den menneskelige identitet fra bunden. Den
lingvistiske drejning kommer desuden til udtryk i den praktiske anvendelse af diskursbegrebet inden for
humaniora. Når man i langt de fleste former for humanistisk akademisk arbejde ønsker at belyse sociale
problemstillinger, konsulterer man enten tekstmateriale eller tager ud og taler med folk og baserer
analysen på udsagnet alene, som vi kender det fra diskurs- og formalpragmatiske analyser. I disse
sammenhænge kommer man således til at underkende, at der findes en materiel verden og en krop
uden for sproget, der også kan tænkes at betinge og forme mulighedsbetingelserne for, hvad der kan
siges og gøres 21 .
Vi har set nærmere på Foucaults mange forskellige udlægninger af diskursbegrebet og kan konstatere, at
hans forståelse ikke udelukkende kan reduceres til at omhandle sprog og tekst. Han er noget
usammenhængende på netop dette punkt, men som han antyder, består diskursen samtidig i de
materielle omstændigheder, som mennesket betræder, lever i og anvender til at forme sine livsvilkår ”It
is not enough to say the subject is constituted in a symbolic system… It is [also] constructed in real practices” (Foucault
1984, 369). Det være sig eksempelvis indretningen af faciliteter i skolevæsenet, i fængslerne og på
21 I den klassisk reduktionistiske tradition arbejder man ud fra en metodisk tilgang, der har lighedstegn med
dekonstruktionen. Men hvor den reduktionistiske metodiske analysestrategi insisterer på at rekonstruere dets objekt og
skabe ny sandhed om dets væsen, insisterer poststrukturalisterne på at stoppe undersøgelsen, når objektet er adskilt i
stumper og stykker – se senere behandling i ”Mellem tekst og materialitet”.
25