Den opdelte eksistens og stress - Provokator

arbejdspladserne, hvor de fysiske rammer ligeledes har en disciplinerende effekt 22 . Videreførelsen af
hans tænkning og ikke mindst den metodiske anvendelse har dog gennem de senere år modificeret hans
diskurs til næsten kun at fokusere på symbolets magt for dannelsen af subjekter (Slingerland 2008, 80) 23 .
Mellem tekst og materialitet
- En historisk sidebemærkning
Vi har indtil videre set nærmere på Foucaults begrebsliggørelse af samfundsmæssige og sociale
processer og ikke mindst, hvordan vidensregimer og normative rettesnore former subjekters identitet,
selvforståelse og motivation. Som vi indledningsvis har beskrevet, ønsker vi at vise, hvordan en særlig
udbredt tradition inden for humaniora har afkoblet psyke fra legeme og har fremelsket et fokus på
sprog og tekst frem for materialitet. Som det vil fremgå af den følgende behandling, er det bl.a. denne
afkobling af legemet, der har ført til vores samtids underkendelse af kropslige faresignaler i forbindelse
med overbelastninger i arbejdslivet. Vi ønsker derfor at se nærmere på den årtusinde lange filosofiske
og idéhistoriske overlevering, der har ført til denne menneskeforståelse, hvor psyken og sproget har
forrang frem for den instrumentelle krop, hvis følsomhed og sanselighed på mange måder er blevet
diskvalificeret som valide genstandsfelter for den gældende humaniora. Som det senere vil fremgå, har
dette menneskesyn fået alvorlige konsekvenser for den måde, hvorpå man i dag forsøger at håndtere en
række livsstilssygdomme, herunder stress.
Selvom Foucaults primære fokus lå på symbolets magt, arbejdede han indgående med
menneskekroppen og den måde, hvorpå den er blevet formet gennem forskellige epistemer. Foucault
introducerede et øget fokus på kroppen, og i tråd med hans genealogiske udgangspunkt dykkede han
dybt ned i filosofihistoriens måde at betragte det menneskelige legeme på. Foucault brugte kroppen i
historisk- kritisk metodisk øjemed til at identificere forskellige tidstypiske samfundsmæssige strukturer,
der har strømmet gennem, og aftegnet sig i, det menneskelige korpus. Formålet var at spore de
diskursive processer og dynamikker, der gennem tiden har bidraget til den gældende samtids måde at
klassificere mennesket og den sociale væren. Kroppen blev således hans genstand, og det objekt han
anvendte til at spore tidernes diskursive aflejringer 24 . Han identificerer i den forbindelse, hvordan
22 Mange begår den fejl udelukkende at reducere diskurs til tekst. Diskurs er nemlig ikke kun sprog, men omfatter også den
bredere handlingsmæssige praksis, i hvilken sproget indgår (Collin 2003, 109).
23 Læs mere om Foucaults behandling af materialitet eller mangel på samme gennem hele specialet. Se især ”Den tredje vej”.
24 ”The body is the surface of the inscription of events (traced by language and dissolved by ideas), the locus of the dissociation of the Me (to which
it tries to impact the chimera of a substantial unity), and a volume in perpetual disintegration. Genealogy, as an analysis of descent, is thus
situated within the articulation of the body and history. Its tasks is to expose a body totally imprinted by history and the process of history’s
destruction of the body” (Foucault 1998, 375).
26