Den opdelte eksistens og stress - Provokator

Opfølgning
Når forløbet afsluttes, står patienterne tilbage med en færdighed til at registrere deres behov og
begrænsninger, men kommer samtidig tilbage i et system, hvor der sjældent gives plads til den slags
”føleri”. Kalmia kan af ressourcemæssige årsager ikke følge op på patienternes tilbagevenden til
arbejdsmarkedet, og derfor står de igen alene: ”Det er der ikke [opfølgning], det er der ikke, så med nogen har
vi så, men det er jo også fordi, der er jo nogen, der skal betale for dem, og med nogen, der har vi haft nogle opfølgende
individuelle samtaler ikke, og andre de er holdt op. Nogle gange så har vi haft aftaler med dem, om at de kan ringe, ikke,
det er jo bare, fordi vi også synes, det er, vi vil godt sådan lige følge dem lidt på vej, ikke?” (Bilag 10, s. 12). Som
Bettina beskriver det, tager patienterne imidlertid erfaringerne fra gruppen med sig og gør brug af deres
erkendelser i deres fremtidige virke: ”Det er noget af det, som er gruppeterapiens utrolige styrke, det, der så sker
efter folk har forladt gruppen, det er, at de tager faktisk gruppen med sig, så mange gange, så vil de lige som inde i sig selv
sige, hvad ville den have sagt til det, og hvad ville den have sagt til det” (Bilag 9, s. 3). Som vi tidligere har
behandlet, gør dette sig gældende for Kristina, der, som nævnt, gør aktivt brug af redskaberne i sit liv
efter behandlingen på Kalmia.
Vi mener at et opfølgende arbejde vil være fordelagtigt for Kalmia. Ikke kun for at hjælpe patienterne
på fode, men også for at kunne dokumentere stressbehandlingens resultater. Denne tilgang anvendes
blandt andet i Sverige, hvor eksempelvis ”Stressmottagningen” gennem opfølgende undersøgelser kan
dokumentere deres helbredelsesprocent. En sådan dokumentation kan lette ansøgninger om tilskud og
bidrage til en politisk diskussion om behandlingens anvendelighed.
Behandlerne fortalte os dog på mødet, at de efterfølgende har efterforsket hele rækken af tidligere
patienter, som har gennemgået et længerevarende behandlingsforløb (ti uger) og fundet, at 2/3dele af
dem er tilbage i arbejde (Bilag 19).
Disponeret for stress?
Som tidligere berørt, arbejder behandlerne generelt med en tese om, at patienternes historie og de ting,
de bærer med sig i bagagen ofte har stor betydning for, hvor vidt de bliver stressede eller ej, og hvordan
de håndterer det. Linda, Bettina og Bo Netterstrøm fortæller, at de fleste af deres patienter ikke kun
lider under arbejdsrelaterede belastninger, men at uforudsete hændelser i privatlivet ofte er
udslagsgivende for deres stresstilstand (Bilag 9+10+18). Bettina understreger i overensstemmelse med
vores tidligere redegørelse, at man ikke kan generalisere, hvad der ligger til grund for stress, men at det
derimod kan skyldes mange individuelle faktorer. Samtidig gør behandlerne opmærksom på, at nogle
mennesker er særlig disponerede for stress, hvilket skyldes deres personlige forhold og historik: ”Vi har
138