Den opdelte eksistens og stress - Provokator

intensivere sit forsøg på at leve op til idealet (mani). I den forbindelse bliver kroppen et instrument
(midlet), der kan facilitere vejen til selvaktualisering (målet), og ofte vil kroppen med sine
begrænsninger stå i vejen for rejsen mod det gode liv. Den skal derfor disciplineres og raffineres, så den
passer til kriterierne for den nye arbejdsetik, der hylder evnen til performans og effektivitet,
konkurrenceevne og kreativitet, læring, projektarbejde og selvledelse; et sammensurium af gamle 68‟er-
paroler og moderne managementtænkning. Det bliver hermed tydeligt, hvorledes indretningen af
arbejdsmarkedet ikke tillader tilstedeværelsen af en krop med sygdomssymptomer eller en krop, der
”siger fra”. Raffineringen og disciplineringen af kroppen bistår således i underkendelsen, når kroppen
viser sig som en begrænsning for evnen til at kunne efterleve kriterierne for den nye arbejdsetik.
Den performende krop
Som det fremgår af ovenstående gennemgang, er diskrepansen mellem krop og psyke kendetegnet ved
en rangering, der tildeler den menneskelige psyke en primær rolle og henviser kroppen til en
tilbagetrukket og instrumentel position. Kroppen anses som sprogets og diskursens tro følgesvend –
med en stemme, der blot er et ekko af kulturen. Det betyder dog langt fra, at kroppen har været
tildækket for videnskabelig interesse. Tværtimod. Kroppen er blevet eksamineret, dissekeret, nedbrudt,
genopbygget, kunstigt reproduceret, transformeret og reguleret/disciplineret i henhold til disse
konstruerede videnskategoriseringer. Og hvad der er spundet ud af alle disse de- og rekonstruktioner af
kroppen, er kulturens provisoriske normsæt om kroppens virke, med hvilket det enkelte menneske
lever og reproducerer. Det vil altså være aldeles forfejlet at slå et slag for at få kroppen afdækket, for det
er den - ganske simpelt. Den er hvert menneskes udgangspunkt og fungerer i denne æra således. Men
dette udgangspunkter er som sagt af maskinel karakter; kroppen har en instrumentel funktion. I
neoliberalismen er kroppen blevet det hylster, hvori personligheden eller selvet tager bolig og udfolder
sig. I og med denne krop forsøger det enkelte menneske at dygtiggøre og udvikle sin fysiske formåen
gennem blandt andet præstationsoptimerende træning og æstetiske udbedringer af kropslige skavanker.
Fitnesscentre breder sig som epidemier, beklædnings- og makeupindustrien indkasserer svimlende
beløb, mens plastikoperationer ikke længere kun er noget, der er forbeholdt Californiens befolkning. At
udvikle og signalere individuelle karakteregenskaber gennem smykker, beklædning, makeup og deslige
har altid været centrale vilkår i det sociale liv, men biomagten har i det moderne samfund haft en særlig
indvirkning på måden, hvorpå man nøjsomt plejer kroppens smidighed, spændstighed og muskulære
dimension, alt imens den fyldes med næring, der gerne skulle imødekomme og afhjælpe de tilsigtede
idealer. Den krop, vi kender, beskuer og anvender, er en performende og præsterende krop, der
repræsenterer og fremstår som metafor for individets særegne karakter og herunder den grad af vilje,
61