Den opdelte eksistens og stress - Provokator

også, så knækker filmen, så bliver det for meget, hvis der så er meget pres på, både fra arbejdet også privat ikke, det er
ofte, når der sker noget begge steder, man kan godt have nogle problemer på arbejdet, og også have meget travlt, det er ikke
det at have travlt egentlig, man får stress af, det er mere det der med, hvis man har fornemmelsen af ikke at kunne leve op
til forventningerne” (Bilag 10, s. 5). At filmen knækker viser sig ved, at kroppen har sagt fra og resigneret:
”(…) de patienter, oppe i Kalmia i hvert fald, jo har været meget optaget af at skulle honorere nogle krav, enten indre
eller ydre krav, som har ført til en belastningsreaktion” (Bilag 11, s. 4). Med tiden slipper energien dog op, og
derfor mister de muligheden for at imødekomme de krav, der kontinuerligt ligger foran dem: ”Jeg var
fuldstændig drænet for energi, ligesom en ballon man lukker luften ud af, fuldstændig (..)” (Bilag 13, s. 2). Det
præstationspres, som patienterne ligger under for, viser sig særligt gennem deres vanskeligheder ved at
acceptere den gennemgribende resignation. Kristina beskriver blandt andet, hvordan hun på trods af
sin enorme træthed både gennemførte et uforberedt DHL løb og arbejdede som en Duracell-kanin, og
hvordan hun kort tid efter pludselig blev ramt af total handlingslammelse og apati: ”Jeg kunne ikke
overskue noget som helst. Heller ikke at skulle handle ind og skrive indkøbsseddel og gøre rent i det hele taget. Vaske tøj,
bare det at skulle ud til vaskemaskinen, det var jo, det var total uoverskueligt, og så skal jeg jo hænge tøjet op bagefter
ikke, og det var jo… det kunne jeg slet ikke, det kunne slet ikke hænge sammen i min verden altså” (Bilag 13, s. 3).
Elise beskriver også denne totale apati, som både hende og Kristina finder meget svær at acceptere: ”Så
det var nok ikke helt tilfældigt, det der skete for mig dér. Men var sådan en mærkelig fysisk… lammelse, på en eller
anden måde. Ingen energi. Som nok har været det, der har været sværest at håndtere for mig i det her forløb. Den
manglende energi” (Bilag 12, s. 3). Patienterne har således vanskeligt ved at acceptere deres egen
utilstrækkelighed. De mener endda, at de inden for en kort tidsramme atter bør kunne håndtere et
krævende job. Som det eksempelvis fremgår af interviewet med Elise, føler hun sig draget af at skulle
tilbage i et udfordrende job som sælger, hvor hun selv sammensætter og disponerer sin tid samt
kunderelationer, men frygter på samme tid sin tilbagevenden til arbejdslivet. I den forbindelse finder
hun det vanskeligt at acceptere sine egne begrænsninger: ”(…) så tænker man, jeg skal arbejde fuld tid, det
har jeg gjort hele mit liv, altså den skal man også sådan lige æde eller godkende selv, eller hvad man skal sige ikke?”
(Bilag 12, s. 13). Det er netop energi og initiativ, som man dyrker i det performative paradigme, og
oplevelsen af at stå i kontrast til dyderne kan i henhold til vores optik være hård at acceptere: ”Jeg synes,
at det havde været en slem omgang at være igennem følelsesmæssigt og blive kasseret og fra egentlig at gå fra, at man synes,
man var på toppen og kunne klare det hele, og det kørte bare skidegodt ikk’? Til man egentlig bare slet ikke kunne
komme ud af døren. Altså den der følelse af magtesløshed og følelsen af ikke at være god nok” (Bilag 13, s. 10).
Det er således kendetegnende for Kalmias patienter, at de er pligtopfyldende og perfektionistiske. De
har levet et arbejdsliv i overhalingsbanen og har i den forbindelse fundet det vanskeligt at acceptere
121