Den opdelte eksistens og stress - Provokator

estår hovedsageligt i en udvidet kropsbevidsthed, som de har tilegnet sig ved at sprogliggøre kroppens
signaler og ved i omvendt forstand at sætte krop på deres tanker. De ”opdrages” til at acceptere
resignationen og apatien og til at forstå den fine balance mellem accept af tingenes tilstand og ønsket
om forandring, og de lærer på denne led at navigere i grænseløsheden. Kalmia viser hermed deres
patienter, at deres kropslighed; deres fornemmelse for det, der sker samt deres intuition og sanselighed
er deres stressbarometer, og at disse kropslige fænomener kan bringes i anvendelse i
beslutningssammenhænge.
I ”Den Perspektiverende Diskussion” behandler vi en række iagttagelser, vi har gjort os gennem
specialerapporten. Vi rejser blandt andet en kritik af den måde, hvorpå psykologien og
performanskulturen foranstalter en ledetråd for menneskelig motivation, hvor livet orienteres efter den
binære kode ikke-energi/energi eller apati versus handling. Og i den sammenhæng diskuterer vi,
hvordan stresspatienter og mennesker, der tilhører den apatiske kategori, er blevet til de moderne
perverse, fordi de ikke er i stand til at forfølge parolen om selvrealisering. Vi forholder os desuden til,
hvordan man fra politisk side forsøger at optimere arbejdsindsatsen samtidigt med, at der arbejdes på at
få befolkningen til at lægge flere timer på arbejdspladsen, og vi problematiserer, hvordan det spiller
sammen med den ineffektive indsats på stressområdet. Vi ser desuden nærmere på nye
modmagtbevægelser, der har lighed med vores optik. Disse bevægelser er opstået som reaktion på det
optimeringsparadigme, vi lever under, og man forsøger således, inden for disse alternativer, at tillære
folk teknikker til at ”koble af” og få luft i arbejdslivet. Men som vi viser i diskussionen, kan selv
sådanne metoder og teknikker have en kommerciel slagside, idet de kan medvirke til dannelsen af en ny
normativitet og dermed fungere som endnu en styringsteknologi, der bidrager til den neoliberale stats
profitmaksimering. Perspektiveringen rummer desuden en iagttagelse af, hvordan det senmoderne
menneskes mislykkede selvdannelsesprojekt i det performative paradigme fører til sociale patologier, og
i den sammenhæng peger vi på, at vores optik kan bidrage med nye perspektiver på disse
problematikker. Vi gør desuden opmærksom på, at vores optik om ”Den Tredje Vej” ikke plæderer for
et følende samfund, hvor mennesket alene er styret af kroppens drifter og agens, men at man i
samfundet generelt må acceptere og skabe plads til de betingelser og begrænsninger, som følger med
det kropslige liv. Vi afslutter afsnittet med at fremlægge et alternativ til den aktuelle stressindsats, i form
af stresscentre, der skal høre under enten kommunalt, regionalt og eller universitetsmæssigt regi.
149