Den opdelte eksistens og stress - Provokator

mere konkret i den måde, hvorpå vi indretter os socialt. Dette forhold gør sig ligeledes gældende på
Kalmia, der mere eller mindre ufrivilligt adskiller samtaleterapien fra kropsterapien. Som tidligere
behandlet kombinerer og inddrager behandlerne teknikker fra de to tilgange på Kalmia, henholdsvis
krops- og samtaleterapi, hvor de eksempelvis gør brug af den accepterende tilgang fra kropsterapien i
samtalerne. Men der forekommer ifølge behandlerne ikke en egentlig metarefleksion over de oplevelser,
patienterne har de forskellige steder: ”Nej, det har vi faktisk ikke gjort så meget, og det er et meget godt spørgsmål,
fordi det tænker jeg faktisk kunne være vigtigt at gøre, altså engang imellem så har vi spurgt til, nå jamen den her
fornemmelse, er det noget, du også har haft kontakt med i kropsterapien, eller er der nogle øvelser i kropsterapien, du har
erfaring for kan hjælpe, når du har det sådan” (Bilag 10, s. 9). Til trods for, at Kalmia netop forsøger at lave
en samkøring af krop og psyke, forekommer der således en gennemgående diskrepans mellem de to
tilgange, som ifølge Linda hovedsagligt skyldes en organisatorisk fejl: ”(…) Så det tror jeg mere er et
organisatorisk problem, som så kommer til at gå ud over behandlingen” (Bilag 10, s. 10). Når vi har spurgt ind til
disse forhold, har behandlerne generelt haft lidt svært ved at forklare denne adskillelse, og som Bettina
siger, er det forekommet mere eller mindre automatisk: ”Vi har slet ikke tænkt over det, andet end at det er
noget, der kører, det kører ligesom for sig” (Bilag 9 s. 14). Adskillelsen ser behandlerne som funderet i et
organisatorisk problem, men i denne sammenhæng er det vigtigt at overveje, hvorvidt det kan skyldes
en socialt integreret og diskursiv opdeling mellem krop og psyke – på samme måde, som det gør sig
gældende på universiteterne og andre institutioner i den samfundsmæssige kontekst, jf. tidligere
behandling. Forskellen kan desuden ses i den tidsmæssige prioritering af de to tilgange, hvor samtaler
på både individuelt og gruppeniveau forfordeles. Psy-ekspertisen med dens samtalefokus tildeles en
primær rolle i behandlingen, og kropsterapidelen tilskrives ikke en position som egentlig terapi: ”Hvis du
kommer ind med begge, du laver ikke egentlig terapi i kropsterapien, på den måde at du sidder ikke bagefter og laver
(…) terapi på det” (Bilag 9, s. 15). Kropsterapien har ifølge Bettina primært til hensigt at opøve
patienternes færdigheder til at lytte til kroppen og styrke sanserne: ”Det er ikke det, der er pointen med
det[terapi], fordi det er meget med at styrke folks sanser, de fleste mennesker er ikke særligt gode til at sanse” (ibid.).
Det lader på denne baggrund til, at samtaleterapien prioriteres højere end kropsterapien, der
hovedsagligt fungerer som et supplement til samtalebehandlingen. Linda mener, at den manglende
samkøring også kan skyldes en for begrænset kommunikation mellem behandlerne på stedet: ”Og det har
du fuldstændig ret i (…) vi ikke været gode nok til at snakke sammen (…) fordi vi gør det på Stolpegård nemlig, så det
er jo ikke fordi, vi ikke synes, det giver mening. Men jeg tror simpelthen, det også er et spørgsmål om, at vi jo ikke er her
hele tiden, og derfor så har vi ikke haft nok møder sammen med Charlotte for eksempel, så vi har ikke snakket nok
sammen om det” (Bilag 10, s. 9). Som Linda i dette udsagn gør opmærksom på, har de i deres tidligere
fælles arbejde på Psykoterapeutisk Center Stolpegård, gjort mere aktivt brug af erfaringerne i de to
134