Den opdelte eksistens og stress - Provokator

genoplever vi de kvalia forbundet med oplevelsen, og dette medfører forandringer i kroppen i form af
kemiske reaktioner (Damasio 2004,154-155). For at understrege dette i praksis kan man med fordel
forsøge sig med et lille tankeeksperiment. Prøv et øjeblik at forestille dig en chokoladekage. Højst
sandsynligt får du med det samme et billede af, hvordan en chokoladekage ser ud. Forestil dig, at du
tager en bid af den lækre kage. Kan du mærke konsistensen og smagen? Fornemmelsen af mundvand,
når du fylder munden med den fyldige kage? At vi kan genkalde os en sådan oplevelse og delvist mærke
omfanget af den sanselige oplevelse igen, trods kagens fravær, understreger, hvordan vores mentale
processer fungerer i et samspil af sanseindtryk, ord, billeder.
På denne måde er tænkning ikke kun en sproglig proces, og vi lagrer ikke kun sproglige fortællinger om
vores liv. I hukommelsen struktureres vores oplevelser efter et abstrakt meningsgivende system eller
mønster med dens kvalia. Værdiladningen er afhængig af konteksten og kan derfor variere i styrke og
form. Mange af disse processer foregår uden, at vi er opmærksomme på det, og simultant med det, vi
umiddelbart registrerer som tanker, arbejder kroppen med en massiv mængde materiale udgjort af
billeder, kvalia, ord m.m. Disse ressourcer ligger lagret i vores hukommelse og fungerer som grundlag
for vores sprog og meningsdannelse. Det er derfor ikke sådan, at alt, hvad der føles meningsfuldt for
individet, er sociale konstruktioner – mindst lige så meget er ren og skær biologi. I bund og grund
dementerer denne forståelse ikke den poststrukturalistiske tanke, der lægger sin vægt på sproget
betydning, men ekspanderer den.
Gesten
Merleau-Ponty beskriver talen som en gestus, og dens betydning er verden (Merleau-Ponty 2006, 150).
”Gestens mening er ikke indeholdt i gesten som fysisk eller fysiologisk fænomen. Ordets mening er ikke indehold i ordet
som lyd. Men det er definitionen på menneskekroppen, at den i en uendelig række diskontinuerlige akter tilegner sig
betydningskerner, som overskrider og omformer dens naturlige evner. Denne transcendensakt ses først i tilegnelsen af
adfærd, derpå i gestens tavse kommunikation: Det er gennem denne kraft, kroppen åbner sig for en ny adfærd og gør den
forståelig for ydre iagttagere” (Merleau-Ponty 2006, 163).
At sproget er rodfæstet i den kropslige væren kan ses i den måde, en person bevæger sig på i
eksempelvis en samtale. Kroppen er på denne led langt mere integreret i kommunikationen, end man
generelt tildeler den i human-, social- og samfundsvidenskabeligvidenskabelig analyse. Bevægelsen af
kroppen er ifølge Raymond Gibbs tæt forbundet med den kommunikative dagsorden, og disse
gestikulationer ligger i høj grad til grund for den måde, talerens budskab fortolkes på (Gibbs 2006, 165).
Der foreligger grundlæggende et reciprokt forhold mellem tale og gestikulation, der viser tilbage til den
92