Den opdelte eksistens og stress - Provokator

Den videnskabsteoretiske adskillelse mellem krop og psyke har trukket sine tråde gennem den moderne
tids forskning og har især etableret sig inden for human-, social- og samfundsvidenskaben, der af
samme årsag til stadighed demonstrerer sin utilstrækkelighed i forsøget på arbejde med en række af de
mest omfattende menneskelige livsstilsproblematikker. Homo-duplex-tanken lever således videre i
bedste velgående, hvor tankens kraft tildeles en gennemgående forrang over det maskinelle korpus,
som er blevet rippet for sit liv og sanselighed. Samtidig har human, social- og samfundsvidenskabens
sprogliggørelse af tanken og kroppen resulteret i en unuanceret forståelse af menneskelivet, som i
overvejende grad overser dets materielle egenskaber. Psykologien har på sin vis forsøgt at placere sig i
en modposition, hvor mennesket behandles som mere end blot sprog, men insisterer i sin metodiske
approach på at gå gennem sproget og hovedet for at nå menneskets indre dynamikker.
Samtidig med og som konsekvens af denne udvikling har vi beskrevet en række sociokulturelle og
politiske transformationsprocesser, der tog afsæt i individualiseringens frigørelsesforventninger.
Modmagtsoprøret i ‟68 mod fastlåste magtstrukturer tog afsæt i ønsker om frihed og særligt fagligt
udviklende privilegier i arbejdslivet og manifesterede sig i en omlægning af produktion og
organisationsforhold, som smidigt blev akklimatiseret af den omstillingsparate kapitale struktur.
Produktionskonceptets fleksible omlægning fandt sted under venstrefløjens kampråb om
medindflydelse og kompetenceudvikling og fandt sin styrke i fagbevægelsernes politiske indflydelse ved
forhandlingsbordet. Vi er som resultat heraf de facto vidner til en grænseløs organisering, ikke blot i
arbejdslivet, men i alle sfærer af tilværelsen, hvor honnørordene i managementparolen er blevet
selvaktualisering, omstillingsparathed og faglighed. Relationerne i arbejdslivet er blevet provisoriske,
kravene diffuse, og tiden sparsom. Analogt med denne udvikling har man foranstaltet et biomagtsligt
apparatur, der knytter an til den neoliberale forventning om føjelige og duelige kroppe, hvorfor normen
om en fysik, der kontinuerligt må optimeres fysisk og æstetisk har fundet vej til kantinerne på skoler,
institutioner og arbejdspladser samt til fitnesscentre, der har etableret sig som moderne menighedshuse.
Kravet om frigørelse er blevet vendt mod borgerne, der nu er tvunget ind i en spiral af konstant
forventningsafstemning, planlægning og udvikling uden faste rammer eller koder for, hvordan denne
tilsyneladende frihed skal forvaltes.
Midt i denne konstruktion forsøger den disciplinerede high-performance-krop at navigere i de meget
flydende grænsedragninger mellem hvile/arbejde og privatliv/arbejdsliv, der fordrer en konstant
bevidst beslutningstagning og systematisering og planlægning af tid og projekter. Det konstante krav
om planlægning bevirker, at vi konstant er i det ”rationelt” koordinerende hoved, og kroppens
signalsystem, der primært figurerer som en irritation, bliver konstant undertrykt og disciplineret for at
102