Den opdelte eksistens og stress - Provokator

Empiri og analyse
Postkonstruktionistisk onto-epistem-ologi
Med afsæt i foregående afsnit kan vi konkludere, at det konstruktivistiske perspektiv grundlæggende er
præget af en parentetisk tematisering af den kropslige materialitet og prædiskursive fakticitet. Det er
derfor afgørende, at man ophæver parentesen og integrerer krop og kultur i en sammenflettet
hybridforståelse. Vi vil derfor fremover referere til vores optik som en kropsmaterialistisk
postkonstruktionistisk approach. Begrebet postkonstruktionisme skal imidlertid ikke forstås som en
kronologisk videnskabsteoretisk bevægelse fra konstruktionisme til noget nyt, der eliminerer det
konstruktionistiske perspektiv, men som en sideløbende transformation, der både er transcenderende
og inkluderende 106 . Dette perspektiv skal fjerne os fra den dualistiske adskillelse, og vi vil alternativt
betragte kroppe i deres individuelle og multiple specificiteter som udgangspunkt for diskussion af
subjektivitet og identitet. Vi vil derfor slå fast, at man altid må se på subjektivitet som kropsligt
forankret, og dermed udvides også muligheden for at arbejde med psykosomatiske problematikker
uden at forfalde til en dualistisk, deterministisk og essentialistisk indskrivning af det stereotype skema,
hvor ånd og ratio sættes over for krop og irrationalitet.
Som vi har redegjort for, navigerer mennesket ud fra en relativt udefinerbar ressource af implicit viden,
der er forankret i det kropslige, intuitive beredskab. Fysisk kemiker, videnskabssociolog og filosof
Michael Polanyi argumenterer i den forbindelse for, at grundlaget for al forskning er motiveret af ikke-
bevidst tavs og intuitiv viden, der således fungerer som grundlag for dybere forståelser og udvikling
(Polanyi 2009). Dette gør sig også gældende for al evidens-baseret forskning, der som udgangspunkt
gives retning/rettes af kroppens intuitive åbenhed. Vores erfaringer har udstyret os med et relativt
stabilt sæt af rutiner og vaner, der fungerer som udvælgelsesmekanismer eller kognitive
præferencesystemer, som vi bruger automatisk og uden at tænke ret meget over det. Det betyder, at
også forskningsresultater er mere subjektivt anlagt, end vi konkret forestiller os. Her spiller især tid, rum
og kontekst en større rolle, og adskillige stemningsmæssige, materielle og kulturelle forhold har en
afgørende rolle for de betragtninger, man gør sig. Denne indsigt og erkendelse kan vi lige så vel gøre
brug af og inkorporere vores egne såkaldt subjektive oplevelser og iagttagelser i den analytiske
sammenhæng, om end med en række kritiske vægtninger af deres betydning og validitet. På denne led
opnår vi en højere grad af gennemsigtighed, hvor læseren får mulighed for at følge opbygningen af
vores resultater, erkendelser og slutninger og dermed vurdere kvaliteten af vores arbejde.
106 På samme måde som poststrukturalismen både overskider og inkluderer strukturalismen.
105