Den opdelte eksistens og stress - Provokator

selvrealiseringsprojekter fører, som behandlet til enten en afmægtig depression/stress eller til et
afsindigt selvdannelsesprojekt i form af anoreksi. Lars Geer Hammershøj beskriver i antologien Sociale
Patologier (Willig 2005, 95), hvordan disse sygdomme bliver til som forvrængede selvdannelsesprojekter
og diskuterer, hvordan de i bund og grund handler om underskridelse og overskridelse af kropslighed.
Ud fra denne betragtning er det nærliggende at drage en parallel til vores iagttagelser, der på samme
måde viser, hvordan parolen om performans og personlig optimering fører folk ud i et evindeligt
disciplineringsprojekt af organismen. Den mere organiske kropsforståelse, der fokuserer indgående på
samme slags problematikker, kan i den forbindelse anvendes til at danne bro mellem de
behov/forventninger, som eksempelvis anoreksiramte føler, og de kropslige markører. På samme måde
kan man gå til sociale patologier som fedme og depression, der efter vores overbevisning fordrer andet
og mere end medicin og/eller samtaleterapi. Det er i disse henseender af afgørende betydning, at man
arbejder med en indgangsvinkel, der både henvender sig til hovedet og den levende krop.
Det følende paradigme
Som det fremgår af vores analyse, skal behandlingen på Kalmia udstyre de stressramte med et
stressbarometer, der kan hjælpe dem til at sætte grænser i hverdagen og i arbejdslivet. Hvis vi rent
hypotetisk foretager et kvalitativt spring og forestiller os, at den hybride og organiske
menneskeforståelse konsoliderer sig i den gældende videnskab om mennesket, rejser det straks
spørgsmålet om, hvordan en sådan udvikling vil influere på måden, hvorpå man arbejder med
mennesker. I den forbindelse finder vi det relevant at fremhæve, hvordan hensigten med ”Den Tredje
Vej” ikke er at få den almene dansker til ustandseligt at have sin opmærksomhed rettet mod kroppens
behov og fornemmelser, til uafbrudt at ”føle” og ”mærke efter”. At bevæge sig væk fra et perspektiv på
kroppen, som et præstationsfremmende instrument betyder ikke, at mennesket blot skal tage bestik af
deres lyster og drifter. Hensigten med en hybridforståelse er derimod at introducere en kropslighed, der
kan andet og mere end at præstere. En kropslighed, der med den rette opmærksom kan gøre det muligt
at navigere i en verden, hvor grænserne er flydende og parolerne tvingende. Vi argumenterer med ”Den
Tredje Vej” for et anderledes menneskesyn, der giver plads til den træthed (ikke-energi), man føler efter
lange arbejdsdage, og som åbner for intuitionens opmærksomhed og rettethed. Kort sagt handler det
om afstemning mellem kroppens behov og begrænsninger og vores forventninger til egen formåen. Det
implicerer desuden en kritisk refleksion over egne ambitioner og forventninger til ydeevne og styrke.
Denne modmagtsstrategi i det performative paradigme kan synes uoverkommelig, især for mennesker,
der allerede finder det vanskeligt at mobilisere den nødvendige energi, det kræver at udfordre
144