Den opdelte eksistens og stress - Provokator

Ledelse af selvledelse
Det centrale, eller snarere decentrale element ved de nye arbejdsindretninger er selvkontrol og kontrol
af andre – altså på samme måde som den governmentale styringsteknologi, der bygger på ”the conduct of
one’s own conduct” og ”the conduct of others”. Decentralisering af beslutningstagning forudsætter imidlertid
en anderledes type styringsværktøjer. Og denne værktøjskasse rummer primært udstyr, der kan sikre
regulering på multiniveau, hvilket bygger på rationalet om, at personalet i vid udstrækning selv kan tyde,
administrere og forvalte organisationens informationsflow og omsætte det til konkrete produkter. Niels
Åkerstrøm Andersen og Niels Thyge Thygesen beskriver i artiklen Styring af styringsværktøjer ved hjælp af
Foucaults rorgængermetafor, hvordan moderne styring af virksomheder altid forudsætter andres selvstyring
(Andersen & Thygesen 2004). Øget integration og samarbejde på tværs i organisationen betyder, at de
ansatte kan samarbejde på tværs af afdelinger og hierarkiske strukturer. Beslutninger om arbejdets
udførelse overlades i mange tilfælde til projektansvarlige og selvstyrende grupper, hvor de ansatte selv
har mulighed for at bestemme, hvor og hvornår arbejdet skal udføres. Personaleledelse er derfor ifølge
Åkerstrøm Andersen i vidt omfang kommet til at handle om at understøtte de ansattes ledelse af eget
selvforhold (Born & Andersen 2001, 241). Medarbejderen tildeles evnen til selvledelse, der baserer sig
på en forventning om at udvikle sin faglighed såvel som personlighed, så den ansatte føjer
organisationens og arbejdsmarkedets behov (Ibid.).
Arbejdstidsmæssig fleksibilitet
Grundlaget for den fleksible indretning på arbejdsmarkedet bunder i mulighederne for
arbejdstidsmæssig fleksibilitet, og anvendelsen af de bøjelige tidsrammer bliver ifølge
arbejdsmarkedsforsker Hans Jeppe Jeppesen ofte betegnet som et politisk mantra i en søgen efter at
modsvare teknologiens muligheder og markedets turbulens (Jeppesen 2003) 56 . Både EU og den danske
regering bakker op om en større arbejdstidsmæssig fleksibilitet og støtter dermed en model, der i
praksis betyder, at man i det private erhvervsliv kan få medarbejderne til at arbejde mere end den
normerede arbejdstid uden yderligere omkostninger. Til at karakterisere den indirekte form for
dominans, hvor medarbejdere i fleksibilitetens navn optimerer virksomhedens udnyttelse af dem,
bruger Pierre Bourdieu udtrykket flexploitation (Bourdieu 1998, 85). Bourdieus tanke er således delvist i
overensstemmelse med den governmentale tankegang, der beskæftiger sig med den moderne
styringsteknologi i erhvervslivet. I dag dominerer ledelsen ikke medarbejderne ved direkte at pålægge
56 Kendetegnende for definitioner af fleksibilitet (se Politiken 1999, Oxford Dictionary 2003) er, at de betegner et fænomens
evne eller kapacitet til at kunne tilpasse sig forskellige formål og betingelser. Desuden at fleksibilitet udtrykker egenskaberne
at være smidig og bøjelig. Det fleksible er således knyttet til det fænomen, der er bøjeligt, eller som skal tilpasse sig. I
arbejdstiden vil det altid komme til udtryk i en given relation (Jeppesen 2003, 66).
56