Den opdelte eksistens og stress - Provokator

gennem tilværelsen mere eller mindre ufrivilligt overhørt kroppens råb om hjælp i belastende
situationer. De har ”været i hovedet” og har disciplineret ”den instrumentelle krop” til at arbejde uden
brok og svaghed. Kroppens resistenspunkt er på denne led blevet overskredet af ideen om
performativitet, der finder rodfæste i den neoliberale samfundsmæssige konstituering, hvor begrebet
energi fremelskes som det fremmeste honnørord. Normen og dermed det neoliberale styringsrationale er
blevet ‟virksomhed‟, hvilket foranstalter en klar ledetråd for menneskelig motivation og rettethed,
hvorfor livet på mange måder og i alle sociale sfærer orienteres efter den binære kode ikke-
energi/energi eller apati versus handlen. Og alle, der placerer sig i den førstnævnte kategori, står således
også i opposition til idealet om det selvregulerende og effektiviserende menneske. Alle, der ”skruer ned
for blusset”, ”siger fra” eller ”giver op” anses for at være forfaldet til apatien og bliver de moderne
udskud, Foucaults tiggere, plebejere og udstødte. I den forbindelse mener vi, at den aktuelle
stressindsats kan anskues som et biomagtsligt foranstaltet apparatur, der under den neoliberale
forventning skal sørge for at få de uvirksomme, moderne udskud tilbage i projektsamfundet, så de kan
bidrage til den økonomiske agenda. Men selv det slår fejl, hvilket viser sig ved, at mange stressramte
mister jobbet eller får det værre, når de returnerer til arbejdet. Stress, depression og fedme, angst m.m.
er således blevet det senmoderne projektsamfunds perversioner og udsættes ofte for ringeagt i både det
erhvervsmæssige og sociale system af diverse repræsentanter for en politik, der skal sikre en nedsættelse
af sygefraværet. For at sætte dette i relief kan man sammenligne apatiske livsstilssygdomme med mere
handlingsorienterede og ofte maniske livsstilssygdomme som eksempelvis anoreksi, hvor den kollektive
ringeagt straks fortager sig, fordi pigerne (og drengene) i det mindste handler og mobiliserer energi.
Denne sygdom relaterer sig til det gennemgående performative kropsideal, der fremhæver mental
råstyrke, kondition og æstetik, hvorfor denne virksomhed bedre kan accepteres.
Men som vi har vist, er mennesker også passive, svage og udkørte og vi kan alle rammes af uforudsete
hændelser i tilværelsen, der slår os ud af kurs og knækker os. Og i den forbindelse er arbejdsmarkedet
ikke gearet til at varetage ikke-produktive, ”syge” ansatte, hvilket viser sig gennem utallige fejlslåede
HRM-indsatser, der intervenerer ved hjælp af individuelle ”copende” stresskurser, anerkendende
(underkendende) tilgange, der alle fokuserer på samtaleterapi. Den forebyggende indsats på
arbejdspladserne er minimal og støt faldende, hvilket viser sig i Arbejdstilsynets vurdering af APV-
indsatsen (Arbejdstilsynet 15.11.09). På samme led har den europæiske rammeaftale og de tilhørende
informationskampagner fejlet, hvilket ifølge Personalepolitisk Forums undersøgelse ses ved at det
materiale, der skulle hjælpe virksomheder med at få udarbejdet stresspolitikker, ikke er taget i brug over
en bred kam. Vi mener derfor, at der er tale om et proforma-fokus på stress og arbejdsmiljø, idet
rammeaftalen står til fri fortolkning af virksomheder og offentlige institutioner, som selv skal udfærdige
141