Den opdelte eksistens og stress - Provokator

en lignende diagnose af den nye kapitalismens fremkomst og ser nutiden som en blanding af en
fragmentering eller en decentralisering af den overordnede styring og en styring gennem krav om
performans. Disse to styreformer lader sig forene i eksempelvis projektorganiseringen. Men før det
kom dertil, har kapitalismen gennemløbet adskillige faser, hvor den har legitimeret sig i forhold til nogle
overordnede fortællinger. Den absurde kapitalisme har i disse faser formået at vise, at den var i
overensstemmende med det, tidsånden opfattede som legitimt (ibid.). Der er således ikke tale om
fortællingen om, hvorvidt det var hønen eller ægget, der kom først, men snarere en fortælling om,
hvorledes rationalisering og individualisering gensidigt forudsætter hinanden. Den nye kapitalismes
kultur er altså ikke et politisk intenderet resultat af sammenkædninger af forskellige processer, men
snarere et resultat af et halvt århundredes generelt tiltagende selvrealiseringsindvidualisme gennem
instrumentalisering, standardisering og fiktionalisering.
Konsekvenserne af den ny arbejdsetik
Ovenstående behandling skitserer klart, hvorledes adskillige moderne virksomheder på det danske
arbejdsmarked gennem de sidste 10-15 år har omlagt deres produktionskoncept og organisering til en
mere fleksibel struktur, der bygger på nye instrumentelle dyder. Det være sig en højere grad af
multiniveauregulering, hvor virksomhederne selv forretter interne og personalepolitiske justeringer i
organisationer, hvilket ofte kommer til udtryk ved ansvarsudlicitering til de enkelte arbejdstagere, krav
om kompetenceudvikling og ikke mindst en fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstid. Disse nye forhold på
arbejdsmarkedet stemmer som påpeget overens med både EU‟s og den danske regerings målsætninger,
siden Lissabon-traktaten blev formuleret i starten af det nye årtusinde. Det længe formulerede ønske fra
arbejdsmarkedets parter og de europæiske fagforeninger om et fleksibelt arbejde med plads til
individuel koordinering af arbejdsprocesser og prioritering af kompetenceudvikling stemmer godt
overens med det politiske ønske. Til sammen har de to bevægelser skabt grobund for udviklingen af en
ny arbejdsorganisering og kultur, hvor arbejdstagerne selv sammensætter logistik, proces og samarbejde.
Den såkaldte nye ledelsesmodel, der understøtter dette forløb, knytter an til en række nye former for
styring, der sætter demokrati, selvledelse og teknologi-tilgængelighed i højsæde. Det betyder i mange
tilfælde, at arbejdet tilrettelægges uden omfattende detailledelse i projektstrukturer, løst koblede teams
og udføres hvor og når som helst takket være laptops og mobiltelefoner.
Vi vil i det følgende belyse de mest gennemgribende nye styringsteknologier og arbejdsetiske dyder,
nemlig selvledelse, arbejdstidsmæssig fleksibilitet, overvågning/kontrol og kompetenceoptimering, for herigennem at
klarlægge de konsekvenser, den nye arbejdsetik har for det senmoderne menneske.
55