Den opdelte eksistens og stress - Provokator

kropslige væren, der kommer forud for og samtidig med begge kommunikative processer. ”This linkage
of speech and gesture provides another example of the sensorimotor origins of thought and of the continual importance of
embodied action in mental life” (Gibbs 2006, 169). Gestikulationen foregår spontant sammen med sproget
og forstås automatisk af tilhøreren som en samlet mening. Det er således hele kroppens
perceptionsapparatur, der anvendes i den direkte kommunikative interaktion mellem mennesker.
Gestikulationen og dens meningen viser imidlertid ikke alene tilbage til en kropslig erkendelse, men er i
lige så høj grad kulturelt konstitueret og kontekstafhængig. På samme måde som sproget er
gestikulationen forankret i kroppen, der er til i den hybride realitet. ”Alt er menneskeskabt, og alt er naturligt
hos mennesket, kunne man sige, i den forstand at der ikke findes et eneste ord, ikke en eneste adfærd, som ikke i et vist
omfang skyldes den simple biologiske væren – og som ikke på samme tid unddrager sig dyrelivets enkelthed, og ved en
slags løsrivelse og en evne til tvetydighed, som kunne være definitionen på mennesket, drejer den vitale adfærd bort fra dens
mening” (Merleau-Ponty 2006, 157,158).
Med disse iagttagelser in mente må vi derfor udvide vores forståelse af sproget som ikke blot en fysisk
forankret evne til at kommunikere gennem lyd og tekst, men også gennem bevægelse. Disse
kommunikative evner befinder sig i skæringspunktet mellem den kropslige væren og den
kulturelle/diskursive dimension og viser i alle tilfælde tilbage på vores materielle grundlag. Måden,
hvorpå vi gennem kommunikationen viser tilbage til en fysisk væren, kommer desuden til udtryk i
sproget, der også rummer bevægelse og billedliggørelse af verden omkring os og viser sig mest tydeligt i
brugen af metaforen.
Vores sproglige billeder
Metaforer, som de fleste kender dem, forekommer oftest som floskler og vante vendinger i
dagligdagens sprog og indeholder hermed en kulturel semantik. Metaforen er et nyttigt redskab til at
definere en fornemmelse på en måde, så tilhøreren nemmere kan relatere sig til begrebet. Vendinger
som ”jeg er hudløst ærlig”, ”det var den sidste dråbe, der fik bægeret til at flyde over for mig”, ”jeg er
tom indeni” m.m. udtrykker en indre tilstand, med billedet af noget helt andet, som i hvert fald på
dansk giver mening. Metaforen er på denne led udtryk for både noget kulturelt og noget individuelt og
udgør en stor del af sproget.
En pointe hos Lakoff & Johnson, Slingerland og Gibbs er som behandlet, at sproget ikke er uafhængigt
af vores levede liv. Mennesket er ikke blot de strukturer, der gennemstrømmer og former det, men er i
lige så høj grad den fysiske verden, som det lever, ånder og bevæger sig i (Gibbs 2006, 263-264). Den
måde, hvorpå sproget er rodfæstet i materialiteten ses ifølge Gibbs tydeligt i vores anvendelser af
93