Den opdelte eksistens og stress - Provokator

altså at indtage et land, man har forladt, for der er, der bliver også i vores samfund lagt vægt på mentale færdigheder.”
(Bilag 11, s. 12). I overensstemmelse med det dualistiske samfundssyn instrueres vi fra barns ben i at
være i hovedet, og derfor forekommer det tilnærmelsesvis ‟naturligt‟, at patienterne yder modstand mod
at mærke kroppens signaler og at se den som andet end en performende krop. I den sammenhæng
beskriver Linda, hvordan en manglende forståelse for kroppens reaktioner (eksempelvis i forbindelse
med stress) medvirker, at dens signaler fremstår skræmmende, men at man gennem deres
behandlingsform får oparbejdet et kendskab og en tillid til kroppen (Bilag 10, s. 8). På et overordnet
plan kan man tale om, at behandlerne forsøger at afstemme følelse og historie. Det viser sig i
gruppesamtalerne ved, at behandlerne ofte fremprovokerer en følelsesmæssig reaktion, når en
fortælling om eksempelvis smertefulde oplevelser ikke medfører et emotionelt udtryk. Under
kropsterapien forsøger de på omvendt vis at relatere det følelsesmæssige udtryk med sproget, hvilket vi
gentagne gange oplevede, når vi blev bedt om detaljeret at beskrive de manifestationer, der opstod
under øvelserne (Bilag 5). Charlotte fortæller, at denne sammenkædende tilgang har den virkning, at
kropslige fornemmelser og sansninger bliver tydeligere for patienterne: ”det (…) gør jo også, at der er noget,
der er blevet tydeligere og mere håndgribeligt på en eller anden måde. For mig hænger det vældig godt sammen, og bærer i
samme retning. Ting indeni som er diffuse, virker urovækkende, hvis du kan sætte ord på det, bliver det mere, mindre
urovækkende, bliver det mere tydeligt og på den måde lettere at forholde sig til (…). At sætte ord på skaber klarhed,”
(Bilag 11, s. 11). I den forbindelse spiller metaforen og billedliggørelsen en betydningsfuld rolle, idet
denne begrebsliggørelse kan danne bro mellem det italesatte og det kropsligt sanselige og følende:
”Jamen det tænker jeg, det er noget, som er kendt gammel viden, altså det ligger jo i vores sprog, som at alle kender til det
her med at halsen snører sig sammen, når man bliver ked af det, eller man får en klump i halsen, når man bliver ked af
det, eller man har sommerfugle i maven, når man er spændt eller der er noget, man glæder sig til, at det kan føles som om
tæppet bliver revet væk under fødderne på en, og man bliver chokeret eller man kan ryste som et espeløv, hvis man bliver
bange ikke? Så det her med at følelserne har et fysisk udtryk i vores krop og at vi gennem kropslige sansninger mærker
vores følelser…” (Bilag 11, s. 1). Metaforen viser, som tidligere behandlet, tilbage til materialiteten og
understøtter således hensigten om at skabe en relation mellem det erkendelsesmæssige og det, for
mange, abstrakte kropslige landskab. Som det fremgår af vores deltagende observationer, fandt vi det
svært at sætte ord på vores reaktioner under kropsterapien, men oplevede samtidig, at italesættelsen
skabte bindeled mellem det følte og vores refleksion (Bilag 2+5). Desuden betragtes alle de kropslige
manifestationer generelt som ‟legitime‟ og værdibærende og udgør derfor et centralt element ved
tillæringen af kropsbevidsthed. Ud over blot at italesætte kropslige fornemmelser ser vi også, hvordan
der i kropsterapien ved hjælp af BAT tegnes et ‟billede‟ af kroppen. Vi ser, hvordan der i BAT bliver
taget udgangspunkt i fundamentet i kroppen (føddernes kontakt med gulvet), i maven som kroppens
130