Den opdelte eksistens og stress - Provokator

uddannelse, job og andre ”frihedsgoder” er blevet afløst af institutionaliserede forventninger, der nu
møder mennesket udefra – han refererer således til institutionelle og organisatoriske
tilpasningsmønstre, hvor virksomheder og offentlige institutioner har set en fordel i brugen af det
kollektive ønske om fleksibilitet, uddannelse og muligheden for at realisere sig selv som et livsprojekt i
arbejdslivet og nu misbruger denne sjælsstyrke som produktivkraft i den kapitalistiske modernisering
(Honneth i Willig 2005, 52). De sociostrukturelle forandringsprocesser, der ligger forud for den nye
form for individualisme, definerer han som baseret på nye handlemuligheder for det moderne
menneske, og i den forbindelse tænker han både på den forholdsvis overmåde stigning i indkomst,
arbejdsfri tid og social mobilitet, der kendetegnede vestlige samfundsudviklinger i efterkrigstidsårene.
Den stigende grad af autonomi og individualisering tog især fart i forbindelse med studenteroprørene i
60‟erne og 70‟erne, hvor blandt andet udvidelsen af uddannelsesmulighederne øgede muligheder for
refleksion og selvrealisering. Kravet om livslang læring og selvrealisering i eksempelvis arbejdslivet ses
således af Honneth som en konsekvens af et dobbeltsidet forløb, der består i en institutionaliseret
sammenfletningsproces af rationalisering og stigende individualisme (Honneth i Willig 2005, 47). På
samme måde som Foucault og Rose refererer han i den forbindelse til en tiltagende rationalisme og et
samfundsmæssigt målrationale, der kontinuerligt sigter mod at skabe en optimeret
effektiviseringsstandard på forskellige områder herunder i virksomhedsorganisationer, i politisk ledelse,
i individuel livsførelse og i familielivet (Honneth i Willig 2005, 41).
Forlangendet om fleksibilitet
De sidste 10-15 års debat om arbejdsliv og privatliv eksemplificerer således glimrende, hvorledes kravet
om fleksibilitet i arbejdet har gennem gået en konvertering fra at være et krav nedefra til at i dag at være
en institutionel forventning. Eksempelvis beskriver Agi Csonka i Arbejdets nye ansigter, hvordan et
kortvarigt opsving i økonomien i midtfirserne førte til arbejdskraftmangel på delarbejdsmarkederne.
For at løse problemstillingen forsøgte Dansk arbejdsgiverforening og Arbejdsformidlingen i fællesskab
at få flere kvinder til at søge over i traditionelle mandefag. Det viste sig imidlertid at være vanskeligt at
fastholde den kvindelige arbejdskraft, hvilket grundlæggende skyldtes problemer med at få kvindernes
arbejdsliv og familieliv til at korrespondere på en tilforladelig måde – det nye arbejde gjorde det for
svært at varetage den praktiske og følelsesmæssige omsorg for familien (Csonka 2003, 168). Denne
problemstilling lagde således byggestenen for en omfattende debat om grænsedragningen mellem
arbejde og privatliv, og i et forsøg på at afværge kvindernes flugt fra de industrielle arbejdspladser
skabte man gradvist bedre muligheder for fleksibilitet og selvbestemmelse i form af eksempelvis
flekstid, mulighed for deltid, indflydelse på vagtskemaer, børnefamilier skulle have ret til at vælge
51