Den opdelte eksistens og stress - Provokator

(Foucault 1977, 148). Begge tænkere er temmelig tvetydige på netop dette punkt, og det afhænger
derfor meget af den enkeltes læsning af dem, hvor meget de to kolleger umiddelbart kan tale med
hinanden 83 .
Kroppens åbenhed
Mennesket er ifølge nye såkaldte embodiment-teorier 84 og Non-Representational Theory 85 mere end
blot relationen mellem sproget, det tomme medie og dens verden. Dette teoretiske ståsted åbner op for
en videnskabsteoretisk bevægelse på vej mod et perspektiv, der arbejder med en helhedskrop, hvor
kultur og biologi forudsætter og retter hinanden. Embodiment-teoretikerne arbejder med tesen om, at
hjernen er kapslet ind i en krop, og vores krop er altid i et miljø. Og fordi kroppen er aktiv og
udforskende i vore omgivelser, udvikles mennesket kontinuerligt. Denne optik arbejder ud fra et
kognitivistisk, evolutionsteoretisk og neurobiologisk perspektiv og ser nærmere på arven fra
fænomenologerne, der beskæftigede sig med en livsverden, hvor der er sprækker mellem ordene 86
(Widell et al. 2004, 81). Med Merleau-Ponty fik den levede virkelighed som behandlet en prioritet, og
det sociale var ifølge ham ikke et objekt for sproget, men en dimension af tilværelsen (Merleau-Ponty
2006). Subjektivitet – og i konsekvensen heraf også intersubjektivitet og socialitet – knytter sig til en
anden form for væren end den rent sproglige, og det er denne tanke, der lever videre i de nye
embodiment-teorier. Set med disse briller kan mennesket anskues som et barn af evolutionen. Af krop
og sind. Med hud og hår. En organisme, der sammen med alt levende er drevet af trangen til
overlevelse. Derfor går det oprejst. Derfor har det hænder, der manipulerer. Og derfor har det en
hjerne, der lægger planer. Alt det kan aflæses af vores måder at lære på. Mennesket er ikke alene sprog,
83 Foucault var meget optaget af og lydhør over for Merleau-Pontys kropslige fokus, men tog især afstand til hans teori pga.
dens apolitiske karakter. Foucault ville med sin teori på barrikaderne og afstedkomme samfundsmæssige ændringer,
hvorimod Merleau-Ponty ikke erklærer en decideret politisk skepsis.
84 I denne behandling repræsenteret ved bl.a. Raymond W. Gibbs, Jr., Richard Shusterman, Nigel Thrift, Edward Slingerland
og Antonio Damasio. Teorierne samler på flere måder op på arven fra fænomenologen Maurice Merleau-Ponty, men
introducerer også nyere former for kognitiv psykologi, der arbejder mere indgående med kroppen som en samlet organisme.
Embodiment bliver således en samlet betegnelse for tænkning, der forsøger at integrere en interdisciplinær forståelse af
mennesket som konstitueret af biologi og kultur. Perspektivet rummer både kognitivisme, lingvistik, biologi og
neuroscience.
85 Non-Representational Theory tilskrives ofte Nigel Thrift, der på samme måde som Foucault ser nærmere på de teknikker,
der ligger til grund for produktionen af subjektet. Arven stammer fra Foucault, Merleau-Ponty, Gilles Deleuze og Bruno
Latour m.fl.
86 Begrebet fænomenologi (af det græske phainomenon det, som viser sig, og logos, lære). I sin nutidige generelle leksikalske
betydning, er fænomenologien kort; læren om det, som viser sig for en bevidsthed. I hovedtræk er den fænomenologiske retning
en filosofi, hvis principielle mål er at studere menneskelige erfaringer fri fra dagligdags og videnskabelige anskueformer.
Bevidstheden og de genstande, der optræder i oplevelsen af verden, må med andre ord studeres fordomsfrit i bestræbelsen
på at beskrive og bestemme deres natur. (Lübcke 2000, 148).
81