Den opdelte eksistens og stress - Provokator

accepterende tilgang forsøger behandlernes således at vise patienterne, at det er legitimt og nødvendigt
at drage omsorg for sig selv.
I kropsterapien anlægger behandlingen et udpræget fokus på nuet og de kontekstuelle rammer, hvilket
blandt andet betyder, at patienterne får en pause fra hverdagens evigt foranderlige og flydende
konstruktionsbetingelser. Dette gør sig gældende i både Mindfulnessmeditationen og i kropsøvelserne,
hvor man lærer at lade tankerne passere og får mulighed for at koncentrere sig om kroppen.
Kropsbevidstheden øges langsomt gennem forskellige bevægelser samt fokus på og træning af
åndedrættet. Kalmias kropsfokus indebærer ifølge Bettina, at patienterne skal oparbejde et nyt venskab
med deres krop (Bilag 9, s. 7), og dette venskab vil, ifølge Linda, føre til en større kropslig tryghed og et
mere indgående kendskab til kroppens reaktioner: ”Men I fik mig lige til at tænke på noget andet, som jeg også
tror er vigtigt, hvis patienterne har meget dårlig kontakt med deres krop, så er det jo fremmed for dem. Og når så at de
får symptomer fra kroppen, og det kan være ondt eller svimmelhed eller angstanfald eller hvad det kan være, så opleves det
meget fremmed og skræmmende, fordi de ikke kender deres egen krop, de kender ikke deres egne reaktioner, kropslige
reaktioner, så det at have kroppen med og arbejde med den i behandlingen, bliver de også mere tryg ved deres egen krop, og
kender, lærer deres egne reaktioner at kende, og bliver ikke så skræmt over det, og kan tage imod det på en anden måde.
Det tænker jeg også er vigtigt, og man bliver mere, får en anden tillid til sig selv og sin egen krop, og de signaler, den giver”
(Bilag 10, s. 8). På denne led ses det, hvordan Kalmia i høj grad forsøger at arbejde med en krop, der
ikke er en adskilt og sekundær del af mennesket. Hvad der mere konkret foregår i forbindelse med de
kropslige tilgange på Kalmia, behandler vi mere indgående i det følgende temaafsnit.
Modstand og forandring
Nærmest i kontrast til den rummelige og accepterende tilgang arbejder Kalmia med en forandrende
metode. Bettina forklarer, hvorledes behandlerne gennem en slags provokation søger at få afdækket
”det, der er holdt tilbage” (Bilag 9, s. 4). Med en forandringsskabende teknik forsøger de at åbne op for
sammenhængen mellem patienternes emotionelle liv og deres forventninger til egen ydeevne for således
at oparbejde patienternes evne til grænsedragning. For at patienterne skal kunne give slip, konfronterer
behandlerne deres selvbillede og deres fortællinger om, hvad man skal være som menneske og ansat og
beder dem samtidig mærke, hvordan erkendelserne afstedkommer en kropslig reaktion. Omvendt og på
samme tid konfronterer de patienternes kropslige fornemmelser for at få begrebsliggjort følelsen og sat
den ind i en erkendelsesmæssig ramme. Det kræver imidlertid mod og energi at se på sine egne
begrænsninger og smertefulde nederlag, hvilket kan synes meget ømtåleligt for stresspatienter, som
126