Den opdelte eksistens og stress - Provokator

ville han være blevet irriteret på sig selv. Han synes stadig ikke om at blive træt, men han bebrejder sig
det ikke længere. Elise har haft en lignende oplevelsen af, at accepten af ikke at være toppen afholdt
hende fra at havne i et dybt, sort hul (Bilag 3). På denne led ser det ud til, at de bebrejdelser, patienterne
gør sig angående deres ‟slaphed‟, er med til at forværre deres tilstand og øge det pres, de ligger under
for. Den accept, behandlerne præsenterer dem for, lader altså til i al sin simpelhed at kunne fjerne en
del af presset og løsne lidt op for tilstanden. ”Jeg tror, de fleste ligesom får en accept og bliver flinkere ved sig selv
(…) måske skruer lidt ned for ambitionsblusset (…)”(Bilag 9 s. 7).
Ud over at hjælpe patienterne på vej til større accept, bliver de også opfordret til at arbejde på at få
integreret et mere positivt blik på sig selv, ved hjælp af et øget fokus på deres ressourcer og de ting i
deres liv, som rent faktisk fungerer. For som Linda påpeger, har de på grund af deres tilstand ofte en
tendens til at blive sortseere og betragte hele deres tilværelse som elendig. Behandler hjælper som
eksempel herpå Søren til at se, at han ‟er mere end sit arbejde‟ og får gennem en række spørgsmål
Kirsten til at indse, at der er adskillige tidspunkter i hendes liv, hvor hun ikke er ramt af angst (Bilag 3).
På denne måde forandres patienternes selvkritiske perspektiv stille og roligt.
Privatlivet og bagagen
Ud over at ligge under for det performative paradigmes præstationstendenser og det grænseløse
arbejdes flydende strukturer, beretter patienterne ofte om hændelser i privatlivet, som optager dem i
særlig grad. Elise er enlig med to børn, og ud over at dette i sig selv kan være krævende, har de to børn
særlige behov: ”Min datter har en kromosomfejl, som også har fyldt rigtig meget. Hun er 16 i dag, men er måske reelt
en 12-årig og har krævet masser af ting, som selvfølgelig også har været med til at gøre min hverdag meget stresset, fordi
hun ikke kan være alene hjemme og ting og sager, så jeg har skullet stresse hjem og nå ting og sager. Og for et år siden fik
min søn så en diagnose ADHD,(…) så jo en masse forskellige issues, som måske gjorde, at til sidst så sad jeg med
morgenkåben og kiggede ind i væggen og kunne ikke overskue hverdagen.” (Bilag 12, s.1-2). Således er det ikke kun
arbejdet, der har været afgørende for Elises tilstand, og ifølge Bettina er dette en generel tendens: ”(…)
der vil ikke være en eneste heroppe, som er kommet her, som har haft en fuldstændig fantastisk barndom, som har haft et
fuldstændig fantastisk velkørende ægteskab, og så gået ned med stress på arbejdet. Der er altid nogle andre ting med, som
jeg ser det i hvert fald(…)” (Bilag 9, s. 9). Patienterne skal hermed både håndtere et krævende job og
vanskelige forhold i privatlivet. Og de har som fremskrevet tidligere tilnærmelsesvist umuligt ved at
acceptere egne begrænsninger. Denne manglende accept forstærkes af de nye arbejdsindretninger, der
heller ikke giver megen plads til slinger i valsen, som vi ser det i Kristinas fortælling om, hvordan
hendes chef afviser hendes ønske om nedsat tid: ”jeg har brug for at komme ned i tid for en periode, sagde jeg til
ham (…) og så kunne jeg bare se på ham, at de havde andre planer med mig” (Bilag 13, s. 7).
124