Den opdelte eksistens og stress - Provokator

diskurs i et afhængighedsforhold, der ligeledes er gensidigt konstituerende. Vi kan derfor så småt
begynde at besvare det spørgsmål, vi som udgangspunkt rejste: Hvorfor underkendes kroppens signaler i
forbindelse med lang tids overbelastning i arbejdslivet? Somatiske markører er nervesystemets
kommunikationsenhed, der løbende registrerer organismens tilstand. Når det fremadstræbende ideal, i
det performative paradigme, tager over, kan man tale om, at det nødvendigvis må medføre en vis
overhørighed af de somatiske markører. I denne forbindelse kan man mene, at overhørighedsevnen lige
frem er en betingelse for at kunne begå sig i et socialt fællesskab. Det klæder eksempelvis ofte ikke en
administrerende direktør at bryde sammen i gråd, mens han er i selskab med sin samlede
medarbejderstab. I forbindelse hermed bør det fremhæves, hvorledes en sådan underkendelse netop
kan forårsage den kropslige resignering, der kan være følgen af langvarig stress. Når de somatiske
markører over en given tidsramme effektløst har prikket til mennesket for at meddele om indre
ubalance, vil resultatet af dette da være et sidste nødråb, en ekstrem reaktion så som angst,
hukommelses-, fordøjelses- og eller søvnbesvær. Kroppen er skadet af den hormonelle ubalance og
resignerer. De diskursive aflejringer i og disciplineringen af kroppen kan således ifølge Shusterman blive
til dårlige vaner (Shusterman 2008, 62). Kombinationen af den poststrukturalistiske forståelse og
embodiment tænkningen kan således give os svaret på, hvordan stress indvirker på den levede krop.
Hvis man vil imødekomme stress, giver det os derved to indsatsområder, herunder a) de sociokulturelle
faktorer, der på flere områder betinger overbelastninger af legemet, og b) den automatisering og
indlejring af de diskursive vaner, som den ”magiske” krop spontant forvalter. Det springende punkt er i
den forbindelse, at selve aflejringen ikke kun finder sted i tænkningen, men i høj grad dybere i den
levede krop, helt ned på celleniveau, som det blandt andet også pointeres af Rose (Rose 1998). Det
betyder, at behandlingen af stress nødvendigvis også og i lige så høj grad må beskæftige sig med disse
sedimenteringer i kroppen – altså den ikke-erkendte eller ikke-reflekterede del af kroppen.
Uanset hvordan man forholder sig til ovenstående betragtninger om kroppens emotionelle og
følelsesmæssige dynamikker, kan vi konstatere, at kroppen på kompleks vis kommunikerer om den
tilstand og behov, der både må forstås som fysiologisk og kulturelt motiveret. Vi mener ikke, at tesen
om somatiske markører nødvendigvis leverer en valid og udtømmende begrebsliggørelse af
nervesystemets signalsystem, men indikerer en forklaringsramme, der tildeler kroppens ”rationaler” en
større betydning, end man traditionelt har prioriteret inden for human-, social- og samfundsvidenskab.
Det skal i den forbindelse pointeres, at kroppens sprog ikke kan sættes i kontrast til tanken, eller at den
har en større sandhedsværdi. Man skal derimod se det som en samlet dynamik, hvor hele kropsligheden
med dens følelsesmæssige fundering virker sammen med vores evne til erkendelse. Det betyder
samtidig, at vi ikke blot husker med hovedet, men med hele vores system, og det fører samtidig til
97