Den opdelte eksistens og stress - Provokator

kultur ikke adskilles. Når man eksempelvis taler om menneskelig intentionalitet, kan man ikke adskille
tankens rationaler og kroppens spontanitet, men kun forstå dem i deres gensidige samspil. Det er
blandt andet svært at afvise, at kroppens behov skabes både af kroppen selv og kultur. Uanset
diskursens magt, kan vi ikke underkende følelsen af eksempelvis sult. Ekstreme tilfælde, der viser
diskursens tvingende indvirkning på kroppen, kender vi imidlertid både fra anoreksi og fedme, men ved
disse lidelser er det netop konflikten mellem kroppens behov og kulturens magt, der ekspliciteres. Det
er imidlertid vanskeligt at få hånd om, hvad der konkret er forankret i den materielle krop, og hvordan
denne påvirkes af og påvirker menneskets væren i verden. På samme led er det temmelig uhåndgribeligt
præcist at definere, hvordan kulturen spiller ind. Vi må derfor konstatere, at man ikke kan adskille
kultur og natur og samtidig medgive, at de objekter, man arbejder med inden for humaninteresserede
fag, hverken kan betragtes som helt igennem naturlige eller socialt konstruerede - vi må derfor udvide
både kultur- og naturbegrebet til et helt tredje.
Samfundsforsker Bruno Latour 91 forsøger at opløse dualismen mellem kultur og natur og arbejder med
det, han kalder en hybrid (Latour 1993). Som han forklarer i essayet ” Ting, hvorfor er dampen gået af
kritikken? - fra kendsgerninger til anliggender” (Latour 2007) og i bøgerne ”We have never been
modern” (Latour 1993) og ”Science in action” (Latour 1987) ligger modernitetens største problemer
netop i human-, samfunds- og naturvidenskabens opdeling af disse størrelser. Ifølge Latour har man i
moderniteten separeret og ”renset” samfund fra natur, og natur fra samfund. Et eksempel er den klare
adskillelse mellem naturvidenskab og humaniora på universiteterne og den tidligere adskillelse mellem
sproglige og matematiske fag på gymnasierne. Hvis man ifølge Latour insisterer på at tackle
samfundsmæssige problemer med afsæt i enkeltvidenskaberne, sådan som den fagspecialiserede
videnskab gør det, vil vi aldrig kunne håndtere de meget komplekse udfordringer, der de facto gør sig
gældende (Lykke 2008, 28). Latours fokus befinder sig imidlertid på et interinstitutionelt/
samfundsvidenskabeligt niveau, og hans redegørelser ophører, når det kommer til en diskussion af de
mere subjektive og ”naturlige” detaljer ved den menneskelige hybridform. Latour åbner således op for
en interdisciplinær tilgang 92 til forståelsen af socialitet, men lukker den igen næsten samme sted som
Foucault 93 . Som tidligere behandlet arbejder Foucault med et diskursbegreb, der rummer andet end blot
sprog og åbner i den forbindelse op for en mere materiel tilgang, men han er på samme måde som
Merleau-Ponty langt fra særlig entydig på dette punkt: ”The body manifests the stigmata of past experience and
91 Der refereres i denne forbindelse til den ”senere” Latour.
92 Kønsforskeren Nina Lykke advokerer i samme forbindelse for en postdisciplinær tilgang. Der er således tale om en
overskridende og inkluderende approach (Lykke 2008, 36).
93 Pierre Bourdieu forsøger på samme måde som Latour at skrive kroppens biologi ind i sin kulturanalyse, men ender med at
konkludere, at kroppen blot er et opbevaringssted for den socialt konstruerede habitus (Slingerland 2008, 95).
85