Den opdelte eksistens og stress - Provokator

metaforen, idet dette sproglige billede fører tilbage til vores kropslige erfaringsdannelse med verden
(Ibid., 90). At være i det materielle rum er at etablere relationer til de objekter, der befinder sig rundt
om vores kroppe. Det er i høj grad dette forhold, der skaber vores forståelse af verden herunder vores
opfattelse af, hvordan ting er placeret i forhold til hinanden, og hvordan vores kroppe kan interagere
med det materielle. Det er også denne omgang, der giver os en fornemmelse af analogi, modstand,
overensstemmelse og inkongruens, inden disse relationer bliver til tænkte begreber. Det er kroppens
tilstedeværelse i og interaktion med miljøet, der er forudsætningen for at kunne tilegne sig erfaringer
om verden (ibid.; Lakoff & Johnson 2002, 77). Vores omgang med det materielle er således med
embodiment-tanken grundlaget for, at vi kan etablere en sproglig forståelse, men vi ønsker i denne
sammenhæng at understrege, at man reelt set ikke kan tale om, hvad der kommer først, men at sproget i
lige så høj grad former vores oplevelse af objektet. Man kan derfor ikke føre en entydig diskussion om
hønen eller ægget. Kroppen er baggrund for sproget, men sproget former samtidig kroppen.
Metaforen er et eksempel på, hvordan krop og sprog taler sammen. Lakoff & Johnson og Raymond
Gibbs udvider forståelsen af metaforen fra blot at være blot et litterært fænomen til at udgøre
grundstrukturen for vores begrebssystem (Lakoff og Johnson 2002, 13; Gibbs 2006, 90f). Vores krop er
grundlaget for erfaring, og denne konstitueres i hybriden, hvilket kan aflæses i måden, hvorpå vi
udtrykker mening og sammenhæng i sproget. Et eksempel som at ”blive skubbet ud over kanten”
henter sin substans i den fysiske erindring af at blive skubbet eller skubbe til et objekt. Et andet
eksempel er vores forståelse af begrebet ”balance”. Hvordan ville et sådant begreb give mening, hvis
ikke vi havde haft oplevelsen af at opnå og/eller miste balancen, mens vi eksempelvis lærte at gå? Når
denne fornemmelse er etableret, kan vi overføre den til andre mere abstrakte sproglige
begrebsliggørelser. Vores forståelse af, hvad der skaber et afbalanceret liv eller forståelsen af balance i et
maleris komposition, er således konstitueret af vores sensomotoriske erfaringer med begrebet (Lakoff
og Johnson 2002, 261). Der findes mange andre eksempler, som understreger, hvordan vores fysiske
tilstedeværelse i en materiel verden ligger til grund for sproget. For eksempel taler vi ofte om ‟mål‟ som
destinationer, om at nå sin destination, hvor forestillingen om at rejse fra et sted til et andet rent fysisk,
er overført til eksempelvis at arbejde med et projekt, hvor man arbejder sig frem, forsøger at komme
videre eller måske er langt fra målet, hvor der i virkeligheden slet ikke er tale om en reel bevægelse (Lakoff
& Johnson 2002, 203f). Livet beskrives ligeledes ofte som en rejse, og begreber som død og fødsel, som
jo må siges at være grundlæggende meget materielle og knyttet til den levende (og døde) krop, overføres
til ting og situationer i hverdagslivet. Lidenskaben i deres forhold var død, fødslen af et nyt projekt osv. At
adskille sproget fra kroppen eller at sige, at der ikke eksisterer noget ud over sproget, virker set i dette
lys, utænkeligt. Sproget tager i høj grad form gennem vores bevægelse i verden, gennem vores erfaring,
94