Den opdelte eksistens og stress - Provokator

magten materialiseres i kroppen og bliver til somatiske vaner hos det enkelte subjekt, som det
eksempelvis kommer til udtryk, når kvinder i en given kultur taler sagte, spiser afmålt, sidder med ben
over kors, indtager den passive rolle under samleje, går med bøjet hoved, sænker blikket osv. (Foucault
2006). Mennesket bliver i denne forståelse trænet i henhold til normen og reproducerer den gennem
gentagne handlinger.
De sidste 25 års diskussion af kroppen har hentet meget af sin inspiration i netop Foucaults analyser af
magtstrømningernes betydning for kropslig/somatisk disciplinering og regulering, og hans bidrag til
den senmoderne forståelse af kroppen er på mange måder uvurderligt 25 . Foucaults og Roses m.fl.
arbejde problematiserer adskillige forståelser af kroppen som noget oprindeligt, naturligt og insisterer
på at behandle det som en ikke-målbar størrelse og et anti-essentialistisk hylster, som det gjorde sig
gældende i efterkrigstidsårenes positivisme og psykoanalytiske sværmeri. Foucault er i sit værk Klinikken
fødsel og i sit essay Nietzsche, Genealogy, History om end meget lydhør over for en kropslighed og åbner
døren på klem for en forståelse, hvor kroppen rummer mere end blot kultur og diskurs, men fastholder
samtidig, at videnskaben må bevæge sig væk fra datidens videnskabeliggørelse af en naturlig krop, der i
hans blik først og fremmest bliver formet gennem disciplinering i den sociale kontekst. ”We believe, in
any event, that the body obey the exclusive laws of physiology and that it escapes the influence of history, but this too is
false. The body is molded by a great many distinct regimes; it is broken down by the rhythms of work, rest and holidays; it
is poisoned by food or values, through eating habits and moral laws; it constructs resistances. Effective history differs from
traditional in being without constants. Nothing in man – not even his body – is sufficiently stable to serve as the basis for
self-recognition or for understanding other men” (Foucault 1977, 153). Årsagen til de lingvistisk-orienterede
perspektivers underkendelse af kroppens indre dynamikker skyldes dog, som det fremgår, et ensidigt
fokus, hvor det ikke er subjektets ”substans”, der granskes, men snarere de diskursive kræfter, som
skaber og reproducerer særlige former for subjekter. ”However, a genealogy of subjectification is not concerned
with the cultural relativity of bodily capacities in and of itself, but with the ways in which different corporeal regimes have
been devised and implanted in and rationalized attempts to produce a particular relation to the self and others” (Rose
1998, 31).
Magten over biologien
Foucault arbejdede, gennem den senere del af sit forfatterskab, videre med sit kropslige fokus og
inkorporerer disciplineringen af kroppen i begrebet biomagt, der fungerer som en magtmekanisme
udvundet af eksperternes viden om biologi. Biomagtens æra tog ifølge Foucault afsæt i en periode fra
det 17. århundrede og frem til slutningen af 1800-tallet, hvor det medicinske vidensparadigme var
25 Se den senere behandling af feministernes videreførelse af Foucaults tænkning i kønsforskningen i ”Den tredje vej”.
27