Den opdelte eksistens og stress - Provokator

grad formes af og former det materielle. Diskursen må således i vores optik integrere den materialitet,
som Foucault lod døren stå på klem for. Man kan med fordel tale for en form for materialitetsdiskurs,
som ikke underkender diskursens oprindelig betydnings vigtighed, men som alligevel åbner op for flere
områder af den menneskelige eksistens. Begrebet materialitetsdiskurs medfører, at man i analytiske
sammenhænge, i lige så høj grad som med diskursen, beskæftiger sig med metaforen i sproget og
sanseligheden. Denne fremgangsmåde kræver imidlertid en ophævelse af adskillelsen mellem
naturvidenskab og humanistisk tænkning, der kan nærme sig en reel forståelse af den hybride
sammenfletning og en organisk begrebsliggørelse af menneskets konstruktionsbetingelser.
Denne forståelse af det dynamiske og hybride menneske får nogle praktiske implikationer, som
medfører en række alternative analytiske dimensioner. Dimensioner, hvor man leder efter
skæringspunkter mellem på den ene side normative idealer, værdier og andre kulturelle forhold; og på
den anden side en kropslighed. Der, hvor de to størrelser refererer til hinanden, opstår en række
interessante sammenblandinger, hvori eksempelvis livsstil bliver til sygdom. I den forbindelse er det
afgørende, at man ikke arbejder med en forståelse, hvor disse størrelser kan adskilles, man må derimod
se dem som konstant refererende til hinanden i en grundlæggende kropslighed. Det medfører også en
række metodiske implikationer for måden, hvorpå vi kan arbejde med vores empiriske resultater, og
disse forhold vil vi behandle mere indgående i kapitlet ”Empiri og Analyse”.
104