Den opdelte eksistens og stress - Provokator

socialt og kulturelt dannet. ”Dens [kroppens] enhed er altid implicit og uklar. Den er altid noget andet, end den er,
altid seksualitet samtidig med frihed, den er rodfæstet i naturen i samme øjeblik, den omformes af kulturen, er aldrig
lukket i sig selv og overskrides aldrig” (Merleau-Ponty 2006, 169). Det vil desuden være forkert at opfatte
Merleau-Pontys kropsfænomenologi som ikke at inkludere det, vi opfatter som refleksiv bevidsthed,
analytisk stringent tankegang og sprog. Hos Merleau-Ponty er tale og tanke en kropslig handling, og
han ville hævde, at enhver samtale og dialog er lige så vel kropslig som sproglig. Ifølge Merleau-Ponty
er det fælles sprog, vi taler en anonym kropslighed, jeg deler med andre organismer. Merleau-Ponty
anerkender sproget som en ”tankens krop”, hvormed tankerne, der ellers ville forblive private
subjektive fænomener, opnår intersubjektiv status og eksistens. Og talen udtrykker lige så meget ved
pauserne mellem ordene, som ved det, der faktuelt bliver sagt. ”Taleren tænker ikke, før han taler, og ikke
engang, mens han taler; hans tale er hans tanke” (Merleau-Ponty 2006, 145). Refleksivitet og historie er for
Merleau-Ponty vigtige dele af det at være et menneske, men sekundære til via kroppen at være i verden
og tage eksistensen mellem handling og mål på sig. Kroppen med sin sanselighed og følelsesmæssige
færdighed og dermed formidable evne til at formidle og fortolke hengivenhed, dybe følelser uden ord,
nærvær og samhørighed, kommer for Merleau-Ponty i første række. Når det er sagt, er det imidlertid
vanskeligt konkret at definere, hvordan prærefleksivitet og tanke spiller sammen i Merleau-Pontys
levede krop, og han er i den forbindelse ofte tvetydig. Det lykkedes ham, som nævnt, i flere omgange at
forfordele kroppen frem for sproget og det ”tillærte”, men samtidig ser han kulturen og den
samfundsmæssige udvikling som meget afgørende for den menneskelige identitetsdannelse, og det kan
derfor synes vanskeligt konkret at definere hans cogito; ”Alt i mennesket er tilfældighed i den forstand, at
denne menneskelige eksistensmåde ikke er garanteret ethvert menneskebarn gennem et ved fødslen modtaget væsen, men at
den hele tiden skal genskabes i det gennem den objektive krops tilfældigheder. Mennesket er en historisk idé og ikke
nogen naturlig art. Der er med andre ord intet i den menneskelige eksistens, der ubetinget tilkommer den, og alligevel intet
tilfældigt attribut” (Merleau-Ponty 2006, 135). Sagt med andre ord; mennesket er skabt gennem
evolutionære materielle tilfældigheder, men det, der tilkommer mennesket, er samtidig ikke tilfældigt,
men afhængigt af samfundsmæssige omstændigheder, der overleveres til mennesket gennem symbolet.
Det fremstår således uklart, om virkeligheden i sit væsen er sproglig og erfaringen dermed helt igennem
historisk-samfundsmæssig relativ, eller om der findes en umiddelbar erfaring af verden og krop, og
netop dette forhold udgør en central paradoksal problematik i Merleau-Pontys tænkning. Vores læsning
af Merleau-Ponty viser imidlertid en forfordeling af egenkroppens fysiske, sanselige og
bevægelsesorienterede betydning for menneskets tilpasning i verden. Det er på netop dette punkt, at
han og Foucault både adskiller sig fra og nærmer sig hinanden. For Foucault er det kulturen og især
sproget om verden, der former kroppen og ligger til grund for menneskets intentionalitet og handlen
80