Den opdelte eksistens og stress - Provokator

kroppen som blot råmateriale – kroppen formes af diskursen, men den har samtidig en uforklarlig
rettethed i sig selv. Inden for enkeltvidenskaberne har man imidlertid for ensidige forklaringsmodeller,
hvilket kommer til udtryk i kognitionsforsknings og biologiens manglende indsigt i kultur. Det samme
gør sig gældende i human- og socialforskningen, der mangler indsigt i biologiske og fysiologiske forhold
ved mennesket (Gibbs 2006, 39). Vi vil derfor arbejde med et menneskesyn, der anerkender, at
tænkning, handling og sprog er rodfæstet i både diskursive, biologiske og fysiologiske omstændigheder.
Det er ifølge professor i neurologi, Antonio Damasio, som regel dumdristigt at indlade sig på en
diskussion om natur kontra kultur og forsøge at afgøre, om en bestemt kognitiv funktion udformes på
en særlig måde og hos et bestemt menneske af genomet via dets relaterede biologiske begrænsninger,
eller af miljøet via kulturens indflydelse (Damasio 2004, 233). Vi må i stedet acceptere, at
grænsedragningen mellem kultur og natur ikke konkret kan stadfæstes (ibid.). I det hele taget er det
uhyre vanskeligt at begrebsliggøre de komplekse kognitive og adfærdsmæssige dynamikker, der ligger til
grund for vores måde at indgå og tilpasse os vores omverden. Vi må derfor i overensstemmelse med
Thrift acceptere rodet, ”Accept the mess” (Thrift 2008), og i stedet ty til en forklaring, der aldrig kan blive
andet end en tilnærmelse. For at nærme os en indsigt i de meget avancerede og komplekse dynamikker i
den ellers så sorte boks har vi derfor konsulteret en række fremtrædende forskningsmæssige bud inden
for evolutionærpsykologi, neurobiologi, neurofysiologi og den aktuelle kognitionstænkning. Vi vil i det
følgende skitsere en række hovedtræk, der kan ekspandere det poststrukturalistiske blik.
Kroppen vendt på hovedet
Humanvidenskaben ser grundlæggende mennesket som socialt disponeret og dermed født med evnen
til at tilegne sig kultur, herunder sociale færdigheder som sprog, empati osv. Denne forståelse mener vi
nødvendigvis må udvides og kombineres med en mere kompleks forståelse af menneskets naturlige
anlæg, som ikke blot er sociale, men i ligeså høj grad materielle. I forlængelse af Merleau-Ponty kan vi
med embodiment-begrebet beskrive, hvordan menneskets fysiske omgang med og tilpasning til de
fysiske rammer og vilkår i høj grad ligger til grund for vores evner til at erkende verden og begå os i
den. Disse evner beskriver Damasio som et fysiologisk maskineri af sansemekanismer og dispositioner,
men det, der udløser og former dem, er på en og samme tid kulturelt og materielt forankret (Damasio
2004, 227) 95 . På samme måde ser man, inden for evolutionærpsykologien og neurobiologien 96 ,
95 Damasio taler om dispositioner, der er lagret i maskineriet som 1) genetisk overførte træk, 2) anlæg erhvervet tidligt i
udviklingen under genernes og miljøets dobbelte indflydelse, og 3) unikke personlige episoder, som er oplevet i skyggen af
de to første. Hans forhold til genetik ligger imidlertid uden for vores problemstilling, hvorfor denne diskussion ikke bliver
foretaget her (Damasio 2004, 227).
87