Den opdelte eksistens og stress - Provokator

Som det gerne skulle fremgå på nuværende tidspunkt, figurerer ophævelsen af dikotomiske forståelser,
som subjekt/objekt, mellem kultur/natur og mellem sprog og verden som en gennemgående
læresætning i vores udredning. Det samme gør sig imidlertid gældende for adskillelsen mellem
epistemologi og ontologi, der ofte optræder som netop to differentierede størrelser i human-, social- og
samfundsvidenskab, og vi vil i opposition til denne tilgang i stedet arbejde med en integreret analytisk
forståelse, hvor forskeren er uløseligt forbundet i sin materialitet med den genstand, der udforskes. Der
kan således ikke være en adskillelse af forskersubjekt og forskningsobjekt, og alle intentioner om
objektivitet må som resultat heraf også dementeres. Vi arbejder derfor med et metodisk begreb, vi med
inspiration fra kønsforsker og videnskabsteoretiker Karen Barad (Lykke 2008, 149) har valgt at betegne
onto-epistem-ologi, hvor vi accepterer, at vores resultater bygger på relativt kvalificerbare intuitive
iagttagelser. Vi erkender af samme årsag, at vi, et langt stykke hen ad vejen, ikke kan undgå at
konstruere vores genstandsfelt gennem sproglige beskrivelser. Som en konsekvens heraf har vi valgt at
gøre brug af vores personlige erfaringer og ”kropslige” erkendelser i feltet, dog med det forbehold at
disse ikke kan repræsenteres i alle deres nuancer med ord. Vores beskrivelser kan således altid kun
figurere som tilnærmelser til det kropslige drama, der finder sted, når kroppen udsættes for stress.
Som det fremgår af ovenstående, er den levede krop skrevet ud af det performative paradigme, hvilket
gør sig gældende i den aktuelle stressforståelse og behandling. Adskillelsen af krop og psyke lever stadig
i bedste velgående og reproduceres i betegnelser som psykisk arbejdsmiljø og i den almene forståelse af
stress som noget, der sidder i psyken. Desuden er det hovedsagligt psy-ekspertisen, der anvendes, når
stressen skal lukkes ned på de danske arbejdspladser. Det var denne ensidige begrebsliggørelse, der i
vores afdækning af stressindsatsen, på samme tid frustrerede og inspirerede os til at lede efter
alternativer til denne begrænsning 107 . I forbindelse med en række ekspertinterview fik vi imidlertid
kontakt til et stresscenter, der fungerer som et praksisforsøg på at koble krop og sind i en
helhedsforståelse. Stresscentret Kalmia tilbyder en behandling, der bygger på et sammensurium af
mange års praktiske erfaringer med psykiatriske lidelser og stress og knytter an til en interdisciplinær
faglig tilgang. Kalmia fremstår på flere måder som undvigelsen fra reglen om, at stressbehandling skal
foregå via hovedet. Kalmia har imidlertid ikke forankret deres metode i en konkret teoretisk
forklaringsramme, og gør i stedet brug af et erfaringsbaseret grundlag, hvor behandlerne, som de siger,
hiver de værktøjer, de finder brugbare, ned fra hylderne (Bilag 9, s. 1). Vi ønsker derfor at gøre brug af
107 Foucault har en lignende udlægning af hvad det er, der motiverer hans interesse: ”Whenever I have tried to carry out a piece of
theoretical work it has been on the basis of my own experience, always in relation to processes I saw taking place around me. It is because I
thought I could recognize in the things I saw, in the institutions with which I dealt, in my relations with others, cracks, silent shocks,
malfunctionings… that I undertook a particular piece of work, a few fragments of autobiography” (Foucault 1988, 156).
106