Den opdelte eksistens og stress - Provokator

andres historier har også en effekt: ”jeg har hørt flere, som har siddet i gruppe, som de faktisk ikke har været særlig
aktive til, som har haft vældig svært ved at komme på, og fortælle særlig meget om sig selv. Som faktisk siger, jamen jeg
har haft rigtig meget ud af bare at være her, høre det, der sker her, og være en del af det, så det giver noget, det at sidde i
en gruppe og være sammen med andre og høre andres erfaringer.” (Bilag 10, s. 4).
Vi kan hermed udlede, at de trygge rammer, som gruppeterapien finder sted i trygge, skaber det
eftersøgte rum, hvor patienterne gennem egne og andres fortællinger får begrebsliggjort erfaringerne
med at blive ramt af en stressrelateret sygdom. Igennem denne proces erfarer patienterne, at de
pludselig ikke længere står alene med deres sygdom, og at de, på trods af deres resignation, ligefrem
mødes med respekt og anerkendelse. Disse aspekter har en forløsende effekt.
Performans og utilstrækkelighed
I det forløb vi fulgte, deltog samtlige patienter aktivt med fortællinger om deres oplevelser med kronisk
stress. I den forbindelse var det især ét tema, der gik igen, nemlig følelsen af konstant at skulle præstere
og samtidig fornemmelsen af at være utilstrækkelig. Dette kommer tydeligt til udtryk i følgende udsagn
fra Kristina: ”det her, det kan jeg simpelthen ikke, tænkte jeg, jeg kan simpelthen ikke, det kan jeg ikke, jeg kan ikke
leve op til deres forventninger” (Bilag 13, s. 7). Patienterne fortæller, hvordan de i adskillige sammenhænge
ligger under for et overhængende forventningspres: ”(…) man føler et pres mange steder fra” (Bilag 13, s. 6).
Et pres, der retter sig mod ydeevne og præstation, og i den forbindelse spiller selvkontrol en central
rolle: ”Der er jo i hvert fald nogle karaktertræk, som er gennemgående for mange af vores patienter. Det er, at de er
meget pligtopfyldende, nogen af dem er perfektionistiske, sådan meget ordentlige, og tingene skal være i orden, meget brug
for kontrol og styr på tingene” (Bilag 10, s. 5). Som en gennemgående præmis for patienternes fortællinger,
ser vi på samme måde, hvordan de forud for deres stresssygdom i mange situationer har stillet
omfattende krav til sig selv. Som en konsekvens heraf har samtidig vedligeholdt en bombastisk
selvkritik, når dyderne i det performative paradigme ikke kunne honoreres. Arbejdet opfatter
patienterne generelt som overordentlig vigtigt, og for de fleste fremstår den instrumentelle funktion
helt central for deres identitet og oplevelse af værd. I den forbindelse har det været af afgørende
betydning at de kunne yde en ubeklagelig indsats i forhold til deres professionelle funktion. Som
Bettina oplever det, føler mange af patienterne, at de inden deres stresssygdom har følt sig meget
værdifulde for arbejdspladsen, hvorfor de kontinuerligt har insisteret på at præstere deres ypperste: ” Og
jeg tror mange af os føler også, det er den måde vi ligesom er med på, at vi er en uundværlig brik i en virksomhed” (Bilag
9, s. 10). Når patienterne, ifølge Linda, ikke formår at opretholde den eftertragtede kontrol, rammer det
dem særlig hårdt:”(…) når kontrollen ryger, hvis der sker så meget, så de mister overblikket, så ikke der er styr på
tingene, eller de ikke kan bevare den roll, de har, med at være den der hjælper, og den, der har overblikket for de andre
120