Den opdelte eksistens og stress - Provokator

Under samtalerne kan patienterne ‟læsse af‟, og der er folk til stede, som lytter og forstår. Ifølge Bettina
er det en uvant situation for dem, da de ofte har følt sig meget alene: ”Jeg tror, vi er meget alene, også med
vores arbejde (…) mange af os står og føler store ansvar” (Bilag 9, s. 10), og har ikke følt, at de er blevet set og
hørt ”… mange af de her mennesker kommer jo også med en enorm frustration over ikke at blive set, og så er det jo
fuldstændig velsignet at sidde med to terapeuter og fem med-kompetanter i en gruppe og blive set og få lytte- og taletid. Du
har mulighed for at sige noget.” (Bilag 9, s. 3). Linda understøtter pointen og tilføjer, at deres tilstand ikke er
blevet accepteret af omverdenen: ”(…) arbejdet har været så belastende over så lang tid (…) den enkelte har
forsøgt at gøre opmærksom på det og er ikke blevet hørt og ikke blevet respekteret (…) der er ikke sket nogle
forandringer, og så er det blevet for meget” (Bilag 10, s.6). Denne problemstilling er vi stødt på flere gange i
forløbet, hvor patienterne beretter om sagsbehandlere, arbejdsgivere eller kolleger, som har
undervurderet tilstandens alvor. Kristina fortæller i den forbindelse om en hændelse fra sin
arbejdsplads: ”(…) den der følelse af ikke at få nogen opbakning eller noget støtte, at du rent faktisk egentlig er
overladt til dig selv altså, altså vi, det her er en forretning, vi skal have nogle penge i kassen, du koster os rigtig mange
penge, ud af vagten, det kunne han lige så godt have sagt til mig.” (Bilag 13, s.5). Patienterne mærker altså under
gruppeterapien at de ikke alene lyttes til, men de respekteres og anerkendelse ligeså. Denne oplevelse
mener behandlerne, samtlige patienter har savnet i deres daglige tilværelse.
Samtalerne tager som grundpræmis udgangspunkt i nuet, og derfor opfordres patienterne til at fortælle
om de ting, der fylder her og nu. Denne tilgang har visse ligheder med en typisk socialpsykologisk
approach 122 , der som udgangspunkt ser på det lokale og umiddelbare. Dog afholder behandlerne sig
ikke fra at diskutere hændelser fra fortiden, såfremt det optager patienterne. Det er dermed patienterne,
der vælger emner og tidspunkter for, hvornår de føler sig klar til at bidrage med deres narrativer.
Patienterne bliver altså ikke presset på banen og kan ”sidde en omgang over”, hvis de føler sig
uoplagte. Behandlingen rummer på denne led både accept og respekt for patienternes grænser: ”(…)
fordi der er det jo meget op til patienterne selv at være ansvarlige for, hvad de tager op. Og de ved jo godt selv, hvad de
egentlig skal snakke om, de ved jo godt, hvad de har brug for at arbejde med (…)” (Bilag 10, s.10). Princippet i
gruppeterapien er dermed også, at patienterne får lejlighed til at sætte deres erfaringer ind i en narrativ
struktur, hvilket bidrager til en mere helstøbt og meningsfuld historie for den enkelte: ”Jamen, det er, som
om at det bliver, at når du sidder og skal sige det, så bliver det også bare tydeligt for dig selv, altså pludselig kan ting, som
du tror bare kører inde i dit hoved, så kan du sidde og fortælle det til andre, så hører du det pludselig på en anden måde,
så sker der noget andet, det er en anden proces, når du skal sige noget, som du måske selv har tænkt” (Bilag 9, s. 3).
Det er ikke alene patienters personlige fortællinger, der ifølge behandlerne er udbytterigt. At lytte til
122 Socialpsykologien beskæftiger sig med relationen mellem individ og samfund og tager primært afsæt i fokuspersonens
umiddelbare kontekst og fokuserer på attitude, holdninger, identitet og interpersonelle forhold.
119