Den opdelte eksistens og stress - Provokator

kender det fra en lang række fag i den gældende humaniora 18 . Følgende gennemgang vil derfor se
nærmere og problematisere dens effekt i henhold til stressproblematikken.
Foucaults tomme menneske
Foucaults tænkning er gennem tiden blevet fortolket på adskillige måder, og hans forståelser af
mennesket bliver ofte diskuteret og problematiseret. Følgende afsnit søger at samle op, ikke blot på
Foucaults egne anskuelser af sprogets og diskursernes betydning for menneskets identitetsdannelse,
men ligeledes på brugen af hans teoretiske platform. Herigennem vil der tegne sig et klarere billede af
sprogets placering som det primære aspekt ved menneskelivet.
Som behandlet ser Foucault det governmentale subjekt som en moderne vidensproduceret opfindelse,
hvis forståelse af sig selv og sin omverden grundlæggende er betinget af det eksisterende
episteme/paradigme (Foucault 1969, 211). Videnskaben om mennesket skaber som behandlet
fundament for en referenceramme af såkaldte teknologier, som borgerne kan regulere sig selv i henhold
til. Denne ramme er grundlæggende sprogligt funderet og indlejret i det implicitte tvangssystem, der
betinger måden, hvorpå det er muligt at tænke og udtrykke sig om noget (Foucault 2002, 41, 325;
Heede 2004, 75). I Ordene og tingene (Foucault 2006) og i Archaeology of Knowledge (Foucault 1969) har han
det menneskelige udsagn i fokus og beskæftiger sig i særlig grad med sproget og diskursernes betydning
for meningsdannelse og normativitet. Mennesket ser han som diskursivt subjektiveret forstået på den
måde, at mennesket fungerer som medium for sproget og diskursen. Diskursen ser Foucault bl.a. som
et begrænset antal af ytringer, som man kan definere mulighedsbetingelserne for, og
mulighedsbetingelserne er underlagt de subjektpositioner, som subjektet taler ud fra. Disse
talepositioner rummer i sig selv en række grænser for, hvad der overhovedet kan siges (Heede 2004,
82). Der forefindes således ikke et egentligt frirum for, at mennesket kan disponere over sin tale, idet
han mener, at diskursernes mulighedsbetingelser ligger hinsides det enkelte subjekts intention (Ibid.,
84). Man kan således tale om, at subjektet ikke bruger sproget til at udtrykke sig selv, det er snarere
sproget, der taler gennem personen – mennesket bliver således et medium for både kultur og sprog.
18 Der findes imidlertid eksempler på socialkonstruktionistisk tænkning, der mere eller mindre ufrivilligt anlægger
essentialistiske formodninger, herunder narrativitetspsykologi (Michael White, Donald Polkinghorne, Paul Ricoeur) og
sensemakingteori (Karl Weick m.fl.), der forestiller sig, at menneskelig bevidsthed er indrettet efter en temporal, skematisk
struktur, der tildeler mening gennem fortællinger. Det samme gør sig gældende for positioneringsteoretikerne (Bronwyn
Davies, Rom Harré og Luk van Langenhove), der forestiller sig, at bevidstheden udgøres af de positioneringer, man gennem
livet tildeles i diverse mellemmenneskelige interaktioner (Rose 1999).
23