Den opdelte eksistens og stress - Provokator

positive videnskabs krav på validitet er blevet negligeret og henvist til alternative former for
lægevidenskab. Kroppens sanser blev allerede med Descartes anset for at være bedrageriske kvaliteter,
hvorimod evnen til at reflektere blev det eneste sikre vidnesbyrd om menneskets eksistens i denne
verden. Den moderne videnskabs kritik og analyse af epistemologiske forståelser, der indebærer
menneskets sanseapparatur, er sidenhen blevet diskvalificeret til fordel for tænkning, der bevidner
observer- og målbare resultater og ikke subjektive oplevelser og erfaringer (Shusterman 2008, 19).
Mennesket blev ifølge Finn Collin især sprogliggjort i slutningen af 1700-tallet gennem Georg Wilhelm
Friedrich Hegel, der argumenterede for at virkeligheden konstitueres igennem de fælles begreber, der
gennemsyrer menneskets samfundsmæssige liv. Samme betragtninger gjorde sig gældende hos Vilhelm
von Humboldt, der formulerede det således: ”Sproget er så at sige den ydre fremtrædelsesform for et folks ånd,
sproget er deres ånd, og ånden er deres sprog” (Collin 2003, 17). Ideen om sproget som konstituerende for
tanken fik især ben at gå på ved overgangen til det 20. århundrede med Ferdinand de Saussure
(Saussure 1915) 30 , Edward Sapir (Sapir 1973) og Benjamin Lee Whorf (Whorf 1956) samt Ludwig
Wittgensteins arbejde (Wittgenstein 1978). Denne tænkning demonstrerer, både hos Wittgenstein og
Sapir/Whorf, hvordan sproget danner ramme for menneskets virkelighedsforståelse og introducerer
således et altoverskyggende blik på det lingvistiske (Collin 2003, 17; Lakoff & Johnson 1999, 450).
Wittgensteins tanker blev desuden overleveret til Thomas Kuhn og hans paradigmebegreb, der beror på
ideen om en videnskabelig tankestruktur, der er sprogligt konstitueret (Kuhn 1962). De
konstruktivistiske tankemønstre er ifølge Finn Collin sidenhen blevet mærkbart styrket i det 20.
århundrede, hvor både angloamerikanske og kontinentale filosoffer har været intenst optaget af
sproget, som de betragtede som nøglen til at forstå denne menneskelige tænkning og til at afsløre
virkelighedens grundstruktur (Collin 2003, 18; Lakoff & Johnson 2002, 144). Det gør sig ifølge Søren
Kjørup den dag i dag også gældende inden for både human- og socialvidenskaben eksempelvis
repræsenteret ved den socialkonstruktivistiske, poststrukturalistiske, dekonstruktionistiske og kritisk
teoretiske teori (Kjørup 1996, 60f), som vi kender i forbindelse med diskursanalyse hos Norman
Fairclough (Fairclough 1992), formalpragmatiske analyser hos Jürgen Habermas (Habermas 1981) og
systemteoretisk analyse hos Niklas Luhmann (Luhmann 2000). Samme tekstlige fokus finder vi hos en
lang række tænkere, der ofte placeres under betegnelsen postmodernisme og udgør platformen i den
sproglige drejning og det konstruktivistiske paradigme.
30 Saussures teori betegner, hvordan sproget opstår i det relationelle som en social konstruktion og betinger subjektets måde
at forstå verden (lignende udlægninger findes hos Roman Jakobsen og Claude Lévi-Strauss). Hans tanker udgør en
grundsten i den konstruktivistiske optik og har stor betydning for dens tekstlige fokus. Foucaults tanker henter på mange
måder sin oprindelse i Saussures strukturalistiske teori (Collin 2003, 82). En teori, som han dog på en lang række områder
gør oprør mod. Se senere behandling i ”Den tredje vej”.
33