Den opdelte eksistens og stress - Provokator

Den fraværende krop
At ‟mærke‟ sin krop og at registrere kroppens signaler er adskillige af Kalmias patienter, ifølge Linda,
helt uvant med: ”(…) mange (…) har rigtig rigtig dårlig kontakt til deres krop (…) at have kontakt med følelser og
det man mærker, det har ikke været noget, de har lært(…)” (Bilag 10, s. 7). Klaus får i en gruppesamtale stillet
til opgave at bruge den kommende uge på at mærke, hvad der i hverdagen sker i hans krop. Han
fortæller i den forbindelse, hvordan det forekommer ham abstrakt, og at han ikke er vant til at mærke
sig selv kropsligt (Bilag 3, s. 1). På samme vis fortæller Beate under en kropsterapisession, at hun har
dårlig kontakt til sin krop og finder øvelserne svære at udføre (Bilag 5, s. 1). Det symptomatiske for
patienterne på Kalmia er for det meste denne manglende evne til at registrere somatiske markører, og
det kommer ifølge Bettina blandt andet til udtryk ved, at flere patienter som i Klaus‟ tilfælde,
fuldkommen overhører kroppens signalsystem: ”der er jo nogle af dem, som ikke mærker noget som helst.”
(Bilag 9, s. 11). Flere patienter kunne sågar ikke mindes, at de rent faktisk havde følt en række
stresssymptomer, før de blev syge: ”(… )når de kommer og begynder at fortælle om, hvordan det hele er opstået, og
man spørger (…) jamen, har du slet ikke haft det dårligt, har du ikke haft problemer med at sove, har du ikke haft ondt
i maven eller hovedpine, jamen så kan de jo remse en masse ting op, som de egentlig har haft i lang tid, men som de sådan
har slået hen og ikke rigtig lagt mærke til(…)” (Bilag 10, s. 6). Charlotte forklarer, at der er sket en adskillelse
mellem krop og psyke: ”Vi har fjernet os meget fra kroppen, så har den været sådan et instrument i nogle år tænker
jeg, et instrument til at præstere. Men det her med værensdimensionen, det kan være nyt land, man skal betræde. Og igen
vil jeg sige, man har haft sine gode grunde til at lukke af, det er det, man hele tiden skal have med sig, alle har haft nogle
gode grunde til at lukke af, hvis det er det, de har gjort. Fordi det har været en del af en overlevelsesstrategi, der er noget,
der har været så svært at mærke på, så man har måttet lukke af for det på en eller anden måde, ikk’?” (Bilag 11, s.
12). Denne udlægning er enslydende med det forhold, at patienterne underkender kroppens tilstand i
forsøget på at leve op til forventningerne fra samfundet, arbejdspladsen og dem selv.
Kalmias behandlere er således enige om, at patienterne skal have etableret en form for
kommunikationskanal mellem krop og tanke. De mener ikke, det er tilstrækkeligt at gå gennem hovedet
og det talte, hvorfor de i kropsterapien forfølger den modsatte vej og går gennem kroppen for at finde
ord for det følte. Også her kan man tale om, at behandlerne anvender en konfronterende tilgang, idet
kroppens liv på flere måder fremstår som utilgængeligt terræn for patienterne, og derfor virker det
overvældende og intimiderende for dem at bevæge sig ”ind i kroppen”. Det viser sig blandt andet ved,
at mange patienter oplever angstanfald, hyperventilation, hjertebanken, hovedpine og svedeture, når de
starter ud med kropsterapien. Charlotte beretter, at disse reaktioner er ganske normale (Bilag 11, s. 2),
når man tager i betragtning, at det er særdeles ualmindelig adfærd for dem: ”(…) for nogen vil det jo være
129