Den opdelte eksistens og stress - Provokator

ferieperioder først osv. Den stigende grad af arbejdstidsmæssig fleksibilitet tog fart i 90‟erne og tog
karakter af grundlæggende krav fra både medarbejdere, der ønskede større indflydelse og mulighed for
at koordinere egne arbejdsprocesser i henhold til arbejdslivet. Arbejdet er blevet en meget omfattende
del af tilværelsen for det senmoderne menneske, der ikke blot gør krav på fleksibilitet, men i høj grad
også faglig og personlig udvikling. Men hvorfra kommer dette behov for at tilrettelægge sit liv i henhold
til en række livsbaner, der kan realisere personlige drømme og ambitioner?
Forøgelsen af den individuelle frihed går ifølge Honneth hånd i hånd med et stigende normativt ideal
om selvrealisering – en realisering af et indre potentiale eller en form for personlig unik iboende natur. I
overensstemmelse med Webers Protestantiske etik daterer han grundlaget for den moderne
arbejdskultur til epoken for den calvinistiske arbejdsmoral, hvor man gennem sit arbejdsliv og daglige
hverv kunne tilvejebringe en form for bodsudøvelse. Også med det Foucaultianske blik fungerede
denne ”Pouvoir pastoral” eller den såkaldte pastoralmagt med sin bekendelseskultur som en
governmental styringsstrategi, der kunne sikre arbejdsmæssig stræbsomhed og ildhu til den
konstruerede rationelle samfundsudvikling og samtidig sikre, at den enkelte forbedrer og ikke skader sin
egen eller helhedens tilstand (Fogh Jensen 2005). Ifølge Foucault har denne magtform, der er udviklet
gennem den kristne ledelsesteknologi, ingenlunde stillet træskoene sammen med Gud, men tværtimod
oplevet en reaktualisering i den moderne velfærdsstat som en af de dominerende ledelsesteknikker 55 .
Den calvinistiske arbejdsetik tager ifølge Svend Brinkmann nye afskygninger i 60‟erne og 70‟erne, hvor
behovet for individuel frigørelse samkørtes med en orientalsk og østlig strømning af new age inspireret
filosofi. Disse nye alternative måder at iagttage og sætte mennesket i centrum på blev som tidligere
behandlet integreret i en række humanvidenskabelige retninger og modtaget overordentligt positivt af
generationer, som arbejdede hårdt for frigørelse fra konventionelle livsstilsformer. Som grundpille i det
nye menneskesyn eller episteme ligger idéen om, at mennesket besidder et indre potentiale eller en form
for essens, der skal fremelskes som en gennemgående parole for tilværelsen. Denne parole gennemgås
således i det følgende afsnit.
Den imperative selvrealisering
Friheden og den individuelle autonomi er sikret politisk i de moderne demokratier gennem personlige
rettigheder. Ud over de generelle og grundlæggende rettigheder har borgerne ejendomsret, stemmeret,
55 Foucault beskriver i sine forelæsninger fra 1978-79, hvordan pastoralmagten sikrer, 1) at frelsen flyttes til det dennesidige:
sundhed, sikkerhed, beskyttelse, risikominimering 2) multiplikation af agenter, herunder statslige institutioner i form af
foreninger, virksomheder m.m. 3) multiplikation af viden om befolkningen (kvantificering og statistik) og om den enkelte
(bekendelse og fortolkning – eksempelvis humanvidenskabelig praksis/psy-ekspertise i form af psykoanalytisk terapi, der har
mange berøringsflader med pastoralmagtens bekendelseskultur).
52