Den opdelte eksistens og stress - Provokator

et til overførselsindkomster, til uddannelse, til at ytre sig og til at bestemme over egen krop. Ydermere
har borgere i avancerede vestlige liberale demokratier oparbejdet en række teknikker og praksisser, der
skal bistå subjektet i at udleve egne personlige ambitioner og i det hele taget frigøre og realisere et indre
menneskeligt potentiale (Brinkmann 2006, 41). Kravet om personlig udvikling og vækst gennemtrænger
efterhånden alle dele af det senmoderne menneskes liv, og den personlige og faglige udvikling ses som
en livslang læring, der tager sine spæde skridt allerede på et meget tidligt tidspunkt i tilværelsen. Ideen
om selvrealisering er således ifølge Rose og Brinkmann blevet et nøgleord eller et mantra, der konstant
figurerer som et behov eller krav i alle afskygninger af den menneskelige identitetsdannelse. Som
Nikolas Rose beskriver det i sine samtidsdiagnostiske governmentale analyser, har individualiseringen
foretaget sit indtog sideløbende med en række neoliberale styreformer, som overskrider de måder,
hvorpå vi normalt forstår politisk ledelse. Gennem en række selvledelsesteknikker er det frie menneske
kommet til at arbejde i overensstemmelse med politiske mål, idet disse som nævnt i høj grad er kommet
til at fremstå som personlige mål for det senmoderne subjekt. Den humanistiske psykologis succes kan
forklares ved, at den netop opfordrer til en realisering af selvets potentialer, hvilket stemmer overens
med kapitalismens krav (Brinkmann 2006, 56).
Kravet fra det frie stræbsomme og selvrealiserende subjekt, som ønskede at udleve sine drømme og
ambitioner på arbejdsmarkedet, manifesterede sig eksempelvis som led i lønmodtagernes krav om Det
udviklende arbejde (DUA), som blev iværksat af fagforeningen LO i 90‟erne. Denne vision om bedre
forhold med større autonomi og mulighed for videreuddannelse for foreningens medlemmer i en stadig
mere omskiftelig verden blev efter regeringsskiftet i 1993 støttet af Socialdemokratiet, der blandt andet
fremlagde en række fælles udspil fra Finansministeriet og centralorganisationerne. Følgende citat
stammer fra en fælles dagsorden og vision, som den på daværende tidspunkt blev fremlagt af
Finansministeriet.
”Mennesker vokser og trives med større ansvar og selvstændighed. Der er ingen modsætning mellem medarbejdernes
personlige og faglige udvikling og institutionernes behov. Derfor opnår vi den bedste service for borgerne, når medarbejderne
er med i et konstruktivt og positivt samarbejde på alle statens arbejdspladser. Vi har en vision om «det udviklende
arbejde»: Det er muligt at forene medarbejdernes ønsker og behov med de krav, som stilles fra borgernes og
virksomhedernes side om fornyelse, kvalitet og effektivitet i staten. Det er medarbejderne, der skaber kvaliteten i de
statslige produkter, og det er gennem udvikling af medarbejderne, vi får de bedste løsninger til gavn for hele samfundet”
(Finansministeriet, 1994).
DUA satte således både fokus på ansvar, selvstændighed og læring i arbejdslivet, og det blev
understøttet økonomisk af den politiske venstrefløj (Clematide & Lassen 1999). Gennem 90‟erne
53