Den opdelte eksistens og stress - Provokator

Indsatsen finder sted i forskelligt regi og initiativer, der skal komme stressen til livs, tager sig ofte
forskelligt ud afhængig af sektor og brancheform. For at skitsere et overblik over de mange
personalepolitiske tiltag i dansk arbejdsliv kan man med fordel henvise til to forskellige arenaer,
herunder henholdsvis den offentlige sektor (det statslige, regionale og kommunale område) og den
private, der på hver sin måde beskæftiger sig med og prioriterer stresshåndtering og forebyggelse. På
disse scener optræder en række aktører fra forskellige faggrupper, og deres indsats finder typisk sted i
begge arenaer. De væsentligste spillere i indsatsen er praktiserende læger, fagbevægelser,
forskningsinstitutioner, brancheforeninger og ikke mindst de kommercielle aktører repræsenteret ved
stresscentre og konsulenthuse med fokus på Human Ressource Management. Vi skal i forlængelse heraf
understrege, at vi ikke har til hensigt at afdække den danske stressindsats på fyldestgørende vis, men
kun tilsigter at give et indblik i de større bevægelser på området.
Den almene lægepraksis
Indsatsen mod stress tager oftest sit afsæt hos den praktiserende læge, der i mange tilfælde er den
første, som stifter bekendtskab med den enkelte borgers fysiske symptomer på overbelastning. Det er
herefter op til lægen at foretage vurderinger af patientens tilstand og tilrettelægge en behandlingsmæssig
indsats, der kan afhjælpe symptomerne på stress. Ifølge Sundhedsstyrelsen oplever danske læger stadigt
flere patienter med stresssymptomer, og samtidig finder mange læger problematikken vanskelig at
håndtere ud fra et lægefagligt og medicinsk grundlag. Det skyldes hovedsagligt manglende
dokumentation og modstridende forskningsresultater på området, hvorfor Sundhedsstyrelsen i 2007
besluttede sig for at udstyre samtlige lægepraksisser med en retledende pjece, der kan anvise, hvordan
lægerne bør imødekomme patienter med symptomer på stress 63 . Pjecen er som udgangspunkt
vejledende, og den egentlige behandling er derfor op til den enkelte læge. Behandlingen af stress i det
lægefaglige regi er derfor ikke systematiseret, og der kan være store variationer i lægernes
behandlingsmetoder og tilbud. Kendetegnende for den anbefalede indsats i pjecerne er, at lægerne
rådes til at indtage en ikke-handlende, men kommunikativ rolle, hvilket består i at lytte, vise
anerkendelse og stille spørgsmål. Der lægges vægt på, at lægen skal hjælpe patienten med at få indsigt i
egen situation og årsagerne til den aktuelle problematik. Lægen skal desuden bidrage til en afklaring af
de nødvendige prioriteringer, som kræves for at afhjælpe stressen. I Sundhedsstyrelsens vejledning
anbefales kognitiv adfærdsterapi sammen med afspændingsøvelser, motion og hjemmeopgaver m.m.
63 Langvarig stress. Aktuel viden og forslag til stress-forebyggelse – Rådgivning til almen praksis, udarbejdet af Center for Forebyggelse.
65