Den opdelte eksistens og stress - Provokator

på, eller prædikere med et symbol/tegn, ikke tildeles en egentlig eksistensberettigelse. Det gælder alle
former for metafysik, intuition, sansning, følelser og præerkendte menneskelige impulser/affekter.
I den følgende gennemgang har vi tænkt os at gå i Foucaults fodspor og se nærmere på idéhistoriske
strømninger, der har fungeret som forløber og katalysator for den dualistiske tanke og den aktuelle
gennemgribende disciplinering af kroppen.
Den åndelige strømning
Det lingvistiske perspektiv ligger, som nævnt i forlængelse af en lang række åndelige strømninger, der
fra Aristoteles og Platon til Foucault, har beskæftiget sig med menneskelig væren og identitet. Denne
tilgang har som et gennemgående træk været kendetegnet ved en ontologisk opdeling eller adskillelse
mellem ånd og materie, eller med andre ord, psyke og krop. Den klassisk dualistiske begrebsliggørelse
indebærer forestillingen om, at hjernen og den ydre fysiske verden er uafhængig af observationen - altså
en skarp adskillelse mellem fysiske genstande og den såkaldt subjektive oplevelse. Den dualistiske tanke
og hele begrebsverdenen, der følger med, kan siges at have haft sin spæde tilblivelse i og med Platons
‟idéverden‟. I denne tese er livet på jorden et midlertidigt ophold, og herunder er det legemlige liv en
formørkelse af sjælen, der i sin natur stræber efter at løsrive sig for at forenes med det fuldkomne;
ideernes verden, jf. hulelignelsen i ”Staten” (Platon 1977, 264). Platon postulerer desuden i sit værk
”Faidon”, at ”Filosoffens opgave er at foregribe sin biologiske død ved bevidst at løse sjælen fra legemet” (Christiansen
1998, 61) og ekspliciterer herved behov for at adskille sjælen fra legemet, der repræsenterer det
forgængelige og ufuldkomne. Platons såkaldte Homo duplex-perspektiv har tydeligvis haft en afgørende
indflydelse på kroppens videnskabelige samt idéhistoriske placering som et sekundært element ved det
levede liv, hvilket blandt andet kommer til udtryk i kristen teologi og filosofisk idealisme, hvor aspektet
behandles indgående med samme fortegn (Shusterman 2008, 5). Mennesket er i dette perspektiv skabt i
Guds billede og har ingen relation til det primitive dyr. Desuden betragtes sindet som en immateriel
størrelse og dets evner er styret af en metafysisk kraft (Pinker 2002, 1). I en næsten fugleflugtslignende
linje fra Platon er det næstkomne væsentlige bidrag, inden for den klassisk dualistiske tænkning,
rationalisten Rene Descartes, der i 1600 tallet med sin ‟metodiske tvivl‟ og sin tilhørende konklusion
‟Cogito, ergo sum‟ fastslog, at tankevirksomhed er det eneste sikre og fuldkomne ved den menneskelige
eksistens (Pinker 2002, 178). "Og selv om det er muligt (eller rettere som jeg sagde før: sikkert), at jeg har en krop,
som jeg er i nær kontakt med, så er det dog sikkert, at dette jeg (d.v.s. mit intellekt, i kraft af hvilket jeg er, hvad jeg er)
er fuldstændig adskilt fra legemet og kan eksistere uden for det...” (Ladegaard 2003, 185). Legemet er således
inden for den kartesianske optik i sin sanselighed manipulerbart, desuden endeligt og forgængeligt og
anses som en yderst nuanceret maskine underlagt tænkningens hensigter og mål. Hans teser har
30