Den opdelte eksistens og stress - Provokator

arbejdslivet og flere politiske initiativer sikrer til stadighed et decentraliseret marked, hvis fundament
mere og mere knytter an til autonomi, flad struktur og ansvarsudlicitering. Der er tale om den såkaldte
danske model, der danner forbillede for en lang række udenlandske økonomier og efterhånden
kendetegner især vesteuropæiske arbejdsmarkedsindretninger. Nøgleordene er i overensstemmelse med
den neoliberale tankegang selvregulering, overvågning og optimering af yde- og konkurrenceevne. Som
et gennemgående princip er der tale om en fleksibel indretning af arbejdsmarkedet, hvor virksomhederne
betjener sig af nye styringsteknologier samt mere tilpasnings- og omstillingsdygtige
produktionskoncepter, hvor virksomhederne og deres ansatte tilrettelægger deres indsats ligeledes i
henhold til normen (Csonka 2003). Følgende kapitel stiller skarpt på disse nye indretninger og måder,
hvorpå arbejdet på det stadigt mere fleksibelt indrettede arbejdsmarked kan ”forvaltes”. Heri behandles
og diskuteres de omstændigheder ved det nye arbejde, som kan menes at betinge
overbelastningsreaktioner så som stress.
De seneste årtiers udvikling i dansk arbejdsliv har været præget af en række bevægelser, der har fundet
sted på både politisk og institutionelt niveau. Foucault og Rose lægger i deres diskursive magtanalyser
ikke fokus på den legitime magtudøvelse, men derimod de politiske strategier, der former aktørernes
identitet, deres handlingskapaciteter og deres sociale kontekst. Referencer til politiske strategier kan give
associationer i retningen af kalkulerede handlinger styret af rationelle mål-middelovervejelser. Men som
det fremgår af ovenstående afsnit, dækker politisk strategi i stedet over en antagonistisk kamp om
konstruktionen af betydning gennem artikulation, hvilket vil sige gennem en praksis, der etablerer
relationer mellem forskellige betydningselementer, sådan at betydningen af disse gensidigt modificeres
(Laclau & Mouffe 1985, 105). Når man opererer med diskursive magtstrategier, er det centrale
spørgsmål derfor, hvordan magten udøves – hvilke klassifikationsskemaer, fjendebilleder, metaforer,
fortællinger og positioneringer der konstrueres af politiske strategiers diskursivering af de sociale
aktører og deres omverden. Mere præcist kan man spørge til, hvordan disse strategier institutionaliseres
gennem lokale magtteknologier og se nærmere på, hvad det er for nogle normer, regler og procedurer,
som kodificerer, stabiliserer og reproducerer bestemte idéer og meningshorisonter. Eftersom de
diskursive magtstrategier virker gennem lokale institutionelle apparater, der kobler magt og viden, er det
klart, at magtanalysen ikke kan starte foroven og derefter gå nedad. Magten er organiseret og udøves
som tidligere behandlet i lokalt forankrede institutioner, og magtanalysen må derfor som udgangspunkt
være opadstigende (Foucault 1986, 99). Men Foucault understreger samtidigt det gensidige betingende
mellem de lokale og globale magtstrategier. På den ene side er de lokale magtstrategier betingede af
globale magtstrategier, som forstærker dem og giver dem retning (Foucault 1990, 99). På den anden
side er de globale magtstrategier forudsat de lokale strategier, som er de globale strategiers byggesten.
47