Den opdelte eksistens og stress - Provokator

Ømhed og omsorg
I gruppesamtalerne arbejdes der med en særlig kropslig tilgang, hvor patienterne får lov til at vise og
udleve deres sorg, tristhed eller vrede. I den forbindelse opfordres de ofte til at mærke efter og give slip
på det forsvar, der i andre aspekter af tilværelsen sikrer, at de ikke krakelerer og viser svaghed. At vise
svaghed og apati står i kontrast til de performative dyder, og derfor er det ifølge Linda magtpåliggende
ikke alene for patienterne, men for mennesker generelt, at opretholde en solid facade: ”Men også det her
med at man skal præstere, og man skal kunne klare så og så meget, og man skal jo ikke pive, vel, det er der jo også
mange, der har lært, lige fra da vi gik i børnehave, ikk’? At man skal kunne klare tingene, man skal være dygtig, det er
der mange, der lever efter” (Bilag 10, s. 7). Det er netop denne Kalmianske tilgang, der ifølge Linda adskiller
behandlingscentret fra andre traditionelle gruppeterapeutiske behandlingsformer: ” (…) og der er det her
anderledes, altså vi er mere aktive, vi snakker mere om, hvad vi mærker, hvordan det opleves i kroppen, tag åndedrættet
med, sæt fødderne i gulvet få noget jordforbindelse. Det snakker vi ikke om i striks analytisk gruppeterapi, så på den
måde er det anderledes” (Bilag 10, s. 5).
Som vi har nævnt tidligere, præsenteres patienterne også for en kropsterapeutiske praksis, der på
samme måde som samtaleterapien udgør et rum, hvor der er plads til alle de smertefulde erfaringer,
som patienterne bærer med sig. I begge behandlingstilgangene beskæftiger behandlerne sig med en
strategi, hvor patienterne får mulighed for at mærke den krop og de somatiske markører, som mange
oplever at have fremmedgjort. Behandlingsformerne bygger på en grundlæggende accepterende tilgang,
der står i opposition til performanskulturens dyder. På samme tid fokuserer behandlingen på nuet og
patienternes umiddelbare livsomstændigheder: ”I det hele taget arbejder vi enormt meget med, der er ikke noget,
der er rigtigt, og der er ikke noget, der er forkert. Og det tror jeg er enormt vigtigt, at der er en accept af bare at være i det,
der er lige nu og her i stedet for hele tiden at tænke arj, det kunne jeg gøre bedre, eller så kunne jeg gøre det, eller så kunne
jeg gøre det på en anden måde eller. Bare kunne være i det i nuet, bare kunne være i det, der er.” (Bilag 9, s. 12). Alle
følelser, symptomer og tanker tildeles en accept og rummelighed på Kalmia, og den resignerede krop
får på denne måde plads og lov til at ånde. Kombinationen af samtale- og kropsterapi giver således
patienterne mulighed for både at læsse verbalt af og at tildele den levende og sansende krop et frirum.
Behandlerne arbejder gennemgående med et fokus på kroppen og anbefaler, at patienterne i deres
daglige liv giver sig tid til velvære og pleje: ”Og vi gør jo meget ud af at sige, at folk skal gøre et eller andet, finde
på et eller andet, de synes er rart eller gå til massage eller ansigtsbehandlinger, eller whatever det nu kan være, noget som er
bare for dem, fordi mange af de her mennesker, de har givet og givet og givet, vi har jo også flere, som I har set, som har
syge børn eller, der har, så det er sådan nogle mennesker, som har ydet rigtig, rigtig meget, men ikke taget imod særlig
meget selv. Det er også noget med at give sig lov til at blive forkælet og blive rørt ved.” (Bilag 9, s. 10). Gennem deres
125