Den opdelte eksistens og stress - Provokator

og pinestraffe til en mere diskrete anbringelser i fængsler og såkaldte forbedringshuse. Den mere
humane straffeteknik knyttede an til snedigt udtænkte metoder i eksempelvis Panoptikonfængslet, der
bevidst søgte at etablere en overgang mellem ydre og indre disciplinering gennem følelsen af konstant
overvågning. Resultatet af den disciplineringsform var, at den dømte gradvist normaliserede sine
aktiviteter i henhold til en række definerede forskrifter for acceptabel opførsel. Humanismens indtog
som et nyt samfundsmæssigt paradigme fik således en omfattende betydning for den statslige
administration af både kriminelle og de ekskluderede samfundselementer. Foucaults behandling af disse
udviklinger skal mere overordnet forstås som analogier over den måde, hvorpå man også i den aktuelle
samtid regulerer borgerne i den moderne stat. I denne forbindelse tildeler Foucault videnskaben om
mennesket både en overvågende, normaliserende og regulerende rolle.
De humanvidenskabelige fagdiscipliners vidensproduktion om menneskets anatomi og måde at lære og
tænke på fik en afgørende rolle for etableringen af en række samfundsmæssige institutioner som
eksempelvis hospitaler og læreanstalter, skoler og uddannelse generelt. Disse institutioner reproducerer
og videreudvikler til stadighed en række ”sandheder” om verdens beskaffenhed, og hvordan man som
menneske kan og bør agere i verden. Foucault foretager således et kvalitativt spring fra sin genealogiske
redegørelse af Jeremy Benthams panoptikon og historien om galenskab til en reel vurdering af,
hvorledes reciprociteten mellem viden og magt fungerer som disciplineringsredskaber i det moderne
samfund. Foucault ser i denne sammenhæng magten som værende både subjektiverende og produktiv,
hvor viden og institutionelle magtinstanser producerer føjelige og duelige kroppe i skolen, militæret og
inden for alle sociale sfærer, der til sammen skaber bæredygtighed for merproduktion og økonomisk
landvinding – det er således også de samfundsmæssige disciplinære teknikker og den overvågede sociale
kontrol, der ifølge Foucault ligger til grund for kapitalismens opkomst (Foucault 1994, 83).
I fremvæksten af den moderne vestlige økonomi spiller viden - og ikke mindst viden om mennesket
som behandlet - en fundamental rolle i forhold til definitionsmagt og normativitet. Foucault ser ikke
magt som udøvet af ”fangevogtere” eller af en bestemt magtelite eller magtfuld social klasse eller som
noget, der kan besiddes, ejes, frarøves eller erobres. Magten er snarere en række viljer uden ansigt, der
udfolder sig i kæder fra uendelige rækker af punkter i et spil af ulige og mobile relationer (Heede 2004,
39; Foucault 2002, 11). Magten strømmer ikke ovenfra og nedefter, men består af diverse styrkeforhold
i interpersonelle relationer, der konstant forskubbes og moduleres, og derfor kan magten hverken
knytte sig til bestemte lokaliteter eller kategoriske magtpositioner (Foucault, 2003a). Det, som har
betydning, det, som umyndiggør, former og omformer, tilpasser og normaliserer mennesker i de mest
individuelle og intime detaljer, er den magt, som udøves i små portioner overalt i vores samfund
21