Den opdelte eksistens og stress - Provokator

Vi ser på denne led den neoliberale performacekulturs honnørord gøre sig kraftigt gældende for de
fleste af Kalmias patienter. De formår ikke at drage en grænse mellem arbejds- og privatliv og holder
således sjældent fri eller slapper af. Det er ganske simpelt hverken en norm eller legitimt.
Selvkritik
Når patienterne ikke kommer i mål eller mister kontrollen, vokser selvkritikken. Årsagen til det
altoverskyggende fokus på præstation, mener Linda og Bettina (Bilag 9, s.7), skal findes i vores kultur,
hvor vi fra barnsben ofte bliver rost og anerkendt for vores dygtighed og kunnen: ”det er jo meget kulturelt
bestemt, hvad er det man bliver præmieret for i vores samfund, og alle vil jo gerne have anerkendelse (…) og det får man
nogen steder mest ved at være dygtig og have styr på tingene og vise, at man kan klare meget, og så kan det ikke nytte
noget, at man er sådan en, der ikke kan tåle mosten vel?” (Bilag 10, s. 7). Det opfattes altså som uacceptabelt at
være en person, der ikke kan tåle lugten i bageriet, og normen om det virksomme menneske slår ofte de
stressramte i hovedet, når de resignerer i form af handlingslammelse. Både Karen, Søren og Kristina
udtrykker alle frustration over ikke at kunne være den dygtige medarbejder, som de var før i tiden: ”jeg
ville gerne en masse ting, men kroppen den havde fuldstændig sagt fra” (Bilag 13, s. 4). Søren udtrykker irritation
over at blive træt på arbejdet (Bilag 7), og Karen taler om det pres, hun føler i forhold til at skulle vende
tilbage på arbejdet. Hun føler ikke, at hun kan leve op til samfundets og sine egne forventninger, og
under en gruppesamtale bryder hun grædende sammen og deler sin frustration over at have arbejdet
hele sit liv og pludselig sidde med fornemmelsen af, at hun ikke kan noget som helst (Bilag 4). Det er de
omfattende præstationskrav, der ifølge behandlerne på mange niveauer konflikter med patienternes tab
af kontrol, når de resignerer pga. af en stressrelateret sygdom, og det er især deres insisteren på at
fastholde deres ambitiøse målsætninger til trods for det kroppens advarselssignaler, der fører til den
stressrelaterede sygdom.
Som vi ser det, befinder stresspatienterne sig således i et dikotomisk kontinuum mellem ikke-kontrol og
kontrol eller rettere mellem apati og handlekraft, og det er evnen til at balancere mellem de to poler, der
fremelskes i behandlingen. Patienterne omtaler flere gange vanskeligheden ved at acceptere, at de
befinder sig mellem netop disse yderpoler, hvilket blandt andet udtrykkes af Klaus, der finder det meget
vanskeligt at balancere mellem total ugidelighed og at leve op til ”burde” og ”skulle” (Bilag 1). Det
første, patienterne lærer i rejsen mod mestringen af denne balance, er den førnævnte accept, primært af
egen tilstand. Denne accept viser sig både som den holdning, patienternes narrativer mødes med i
gruppen, og som en holdning, de langsomt får til sig selv og deres egen energiforladte tilstand. Denne
accepterende tilgang lader til at være udslagsgivende for patienterne, hvilket blandt andet viste sig ved,
at Søren havde lært at sige ”nå ja” (Bilag 7) i de tilfælde, hvor han blev hurtigt træt på arbejdet. Tidligere
123