Den opdelte eksistens og stress - Provokator

fænomener, det lykkes den at udskille. Hvad sindet angår, er den i stand til at forklare dele af dette store fremmedartede
område. Den indsamler nogle mekanismer bag nogle fænomener, som bidrager til skabelsen af det beundringsværdige
menneskelige sind, som vi har så stor respekt for. Men det beundringsværdige værk forsvinder ikke blot, fordi det lykkes
os at forklare nogle af de delmekanismer, som er nødvendige for, at det kan eksistere. Fremtrædelsen er virkeligheden –
menneskesindet, som vi umiddelbart oplever det. Når vi forklarer sindet, må vi fastholde denne virkelighed, mens vi
tilfredsstiller en del af vores nysgerrighed med hensyn til tricket bag fremtrædelsen.” (Damasio 2004, 40). Forklaring
om et biologisk handlende menneske bliver ikke mindre kryptisk, når man forsøger at inddrage en
poststrukturalistisk optik, der kan begrebsliggøre, hvordan diskursen flettes ind i det kropslige grundlag.
For at favne denne problematik vil vi i den følgende behandling hovedsagligt lægge vægt på en kritisk
beskrivelse af en række erkendelsesmæssige faktorer såsom vores repræsentationer af verden, vores
sanse- og følelsesapparatur og vores hukommelse. I den forbindelse vil vi ikke dybdegående arbejde
med neurobiologiske forhold, men beskrive, hvordan man, med en række forbehold, kan forstå dele af
kroppens samspil med den måde, hvorpå vi forstår og taler om vores verden. Vi mener, at netop
samkøringen af poststrukturalistisk tænkning og positiv naturvidenskab kan fungere som en
fremgangsmåde, der kan sikre en kritisk stillingstagen ad hoc til spekulationerne om fysiologiske og
kulturelle sammenfletninger. Forklaringen skal således bruges til at begrebsliggøre, hvordan en række
samfundsmæssige forhold, herunder de nye indretninger i arbejdslivet og i andet liv manifesterer og
aflejrer sig dybt i organismens hukommelse, i denne forbindelse som stress.
I vores læsning af embodiment-begrebet må vi konstatere, at denne tænkning på mange måder åbner
op for en helhedsforståelse af et kropsligt/kulturelt menneske. ”If embodiment is an existential condition in
which the body is the subjective source or intersubjective ground of experience, then studies under the rubric of embodiment
are not 'about' the body per se. Instead they are about culture and experience insofar as these can be understood from the
standpoint of bodily being-in-the-world” (Csordas i Weiss 1999, 143) 98 . Samtidig må vi erkende, at tænkningen
på en række områder forfordeler fysiologiens betydning for kognition og motivation. ”Embodiment refers
to the biological and physical presence of our bodies, which are a necessary precondition for subjectivity, emotion, language,
thought and social interaction” (Macdonald et al. 2002). Med afsæt i dette tankesæt er det i det hele taget
vanskeligt præcist at stadfæste, hvordan iboende mekanismer i fysiologien influeres af kultur, men
Embodiment-tankens primære fokus må siges at ligge på de perceptionsmæssige relationer til fysiske
objekter og det materielle miljø. På denne led lever den ikke op til hybridtanken, og vi vil derfor i den
følgende behandling vægte kultur og natur mere jævnt. Fysiologien og kulturen/diskursen eksisterer
98 Gibbs formulerer en lignende forståelse; ”Culture does not just inform embodied experience; embodied experience is itself culturally
constituted” (Gibbs 2006, 37).
89