Den opdelte eksistens og stress - Provokator

ikke en tærskel for, hvornår vi bliver stressede, men for nogen vil den ligge lavere, fordi de er så belastede på andre
områder også, de har nogle andre ting med sig, de har nogen historier med sig, og stiller måske nogle helt vildt store krav
til sig selv” (Bilag 9, s. 9). Samme udlægning finder vi hos Charlotte, der mener, at menneskers sårbarhed
i forhold til stress ofte skyldes en række sociale, mentale og biologiske omstændigheder: ”vi har forskellig
sårbarhed, som hænger sammen med biopsykosociale forhold, ik’ (…) der er afgørende for, hvordan vi reagerer på
belastningen” (Bilag 11, s. 4-5). Det er vanskeligt helt konkret at afkode, hvad der ligger i behandlernes
disponeringsbegreb; om det er genetiske forhold eller sociale omstændigheder. Diskussionen om,
hvorvidt genetikken spiller en rolle er særdeles vanskelig, og der findes ikke entydige videnskabelige
resultater, der understreger dette postulat, og det kan være svært at pege på, hvilke psykosociale
omstændigheder der betinger en særlig sårbarhed. Men som vi ser det, er stress hovedsagligt kulturelt
betinget - hvis stressdisponeringen derimod er genetisk forankret, er det mærkeligt, at der er så store
forskelle i udbredelsen af stress fra kultur til kultur. Ud fra en forståelse, der baserer sig på ideen om
genetisk disponering, kan man let komme til at opdele befolkningen i henholdsvis en stærk og svag
gruppe, hvor folk, der tilhører den svage gruppe, er særligt disponeret for stress og uegnet til at passe et
presset job i dansk erhvervsliv, og dermed kan man fjerne ansvaret fra arbejdsgiverne og
arbejdsindretningerne i det danske erhvervsliv. Vores gennemgang af den ny arbejdsetik og interview
med behandlere og patienter på Kalmia peger derimod på en udbredt grænseløs high-performance
kultur, hvor uforudsete hændelser i livet ved siden af arbejdet ikke har ”plads” til at eksistere. I den
forbindelse finder vi det imidlertid sandsynligt, at personer med særligt belastende hændelsesforløb bag
sig finder det vanskeligere end andre at navigere i grænseløsheden, men grundlæggende oplever alle
mennesker fra tid til anden uforudsete hændelser i livet, og hvis jobbet og ens præstationsbehov kræver
voldsomt meget af en, kan det i det performative paradigme være uhyre svært at finde overskud til både
arbejdsliv og livet ved siden af.
139