Den opdelte eksistens og stress - Provokator

mennesket som en tilpasningsdygtig organisme, hvis personlighedsmæssige forankring netop finder
sted i et komplekst samspil mellem kultur og natur, og der er således tale om både et biologisk og
samfundsmæssigt grundlag (Slingerland 2008, 155) 97 . Det biologiske og samfundsmæssige
baggrundstæppe skal ifølge embodiment-forsker Raymond Gibbs således ses som en tæt sammenvævet
størrelse, hvor det ikke er muligt at stadfæste, hvordan mønstrene indvirker på hinanden. Det eneste,
man i den forbindelse kan konstatere, er en avanceret gensidighed (Gibbs 2006, 37). Embodiment-
teoretikeren Christian Valla argumenterer for, at mennesket, kroppen og vores sanser ikke er passive
modtagere, men aktive deltagere i miljøet (Valla 2004). Vores krop opsøger, ændrer, påvirker, lærer og
ændres af en konstant aktiv, intentionel omgang med alle aspekter af omgivelserne, hvilket også
udtrykkes af biologen Humberto Maturana; ”Living systems are units of interactions; they exist in an
environment. From a purely biological point of view, they cannot be understood independently of the part of the
environment with which they interact, the niche; nor can the niche be defined independently of the living systems that
occupies it” (Gibbs 2006, s. 42). Uden vores krop ville vi ikke kunne omgås meningsfuldt og
meningsskabende med et miljø, men være fastlåst til passivt at modtage (som eksempelvis media for
sprog) og lagre de informationer, der bliver præsenteret for os (Valla 2004). Kroppen flytter sig således
ifølge Thomas J. Csordas fra udelukkende at være et magtgennemstrømmet objekt til at være en
oplevende agent (Csordas i Weiss 1999). Med udviklingen af sprog og værktøj og en større hjernebark i
form af en enorm udvikling af frontallapperne fortsætter mennesket med at udvide området for vores
krop, tænkning og handling (Valla 2004). Kroppen med alle dens anlæg for at mærke behov, sanse sig
selv og sine omgivelser, bevæge sig og indkapsle erfaringer i erindringen kan ses som menneskets
udgangspunkt (ibid.). De perceptionsmæssige dispositioner raffineres gennem tilværelsen og deres
indtryk ”struktureres” i en hukommelsesmæssig referenceramme, der blandt andet udgøres af sprog,
mentale billeder og sanseindtryk, der som en sammensat og plastisk helhed ligger til grund for vores
selvforståelse og begrebsliggørelse af verden (Damasio 2004, 22,23 + 164). Umiddelbart kan det synes
nemt at konstatere, at vi som udgangspunkt er en krop, og at denne krop med sin biologiske kapacitet
kan agere i og tilpasse sig verden. Det bliver straks mere vanskeligt, når man giver sig i kast med en
forklaring af, hvilke kropslige mekanismer der ligger til grund for denne ageren. Videnskabelige
fysiologiske forklaringsmodeller på disse processer rummer som tidligere nævnt sine mysterier, men
kan af denne årsag ifølge Damasio ikke underkendes: ”Videnskaben foreslår undervejs forklaringer på de
96 Mange af neurobiologiens betragtninger om disse forhold kommer desuden til udtryk i den moderne systemteori, som vi
kender den fra Talcott Parson og Niklas Luhmann. Her bruger man de biologiske modeller som metaforer for, hvordan
sociale systemer interagerer og tegner den samfundsmæssige virkelighed. I den forbindelse refererer Luhmann til de
chilenske biologer Humberto Maturana og Francisco Varela.
97 Et lignende perspektiv findes i den økologiske psykologi og i virksomhedsteoriens forståelse af dialektisk materialisme
anvendt af tænkere som Lev Vygotsky, A.N. Leontjev og Niels Engelsted.
88