Den opdelte eksistens og stress - Provokator

Vi har efterfølgende diskuteret disse synspunkter med behandlerne, som ikke mener, at en decideret
samkøring af de to former vil være gunstig. De forklarer, at det vil være forstyrrende, hvis man i
kropsterapien begynder at tale mere, end man allerede gør. De forklarer dette ved, at det afgørende
fokus på nuet vil blive spoleret ved større refleksion og samtale. Derudover vil det virke forstyrrende i
samtaleterapien pludselig at skulle meditere eller lave øvelser, og det vil ødelægge patienternes
fortællinger. De mener dog, det kunne være gavnligt, at de (behandlerne) foretager metareflektioner
over, hvad der sker til kropsterapien og gruppeterapien. Desuden er behandlerne af den overbevisning,
at patienterne automatisk foretager koblingen mellem erfaringer erhvervet til henholdsvis gruppeterapi
og kropsterapi, uden at disse nødvendigvis skal italesættes. De mener dog ikke, det ville være skadeligt,
hvis patienterne i større udstrækning bringer emner fra kropsterapien op i gruppeterapien uden at lave
en styrende dagsorden for, hvad der kan og skal siges (Bilag 19).
Terapeutisering
Som tidligere beskrevet placeres patienterne i en gruppe, hvor de både får mulighed for at læsse af og
blive konfronteret med de svære emner, der ligger til grund for deres aktuelle tilstand. Her kan
patienterne sparre og spejle sig i hinandens fortællinger og samtidig kritisere og rose hinanden. I denne
sammenhæng forekommer der er en række positioneringsmæssige dynamikker, hvor både behandlere
såvel som deltagere for lov til at ”terapeutisere” på vegne af hinanden. Det indbefatter, at patienter fra
tid til anden indtager behandlernes position og retter kritiske spørgsmål eller kommentarer til deres
medpatienter: ”(…) vi oplever jo tit som terapeuter, vi synes jo, det er guld, når nogen af de andre går ind og siger noget
terapeutisk, fordi det er lige, som om at når de siger det, så får det en anden vægt, end når det er os, for vi er de
professionelle, fx en dag så sidder Linda og provokerer, og så sidder de andre og accepterer det lidt, for det er jo det, hun
bliver betalt for, ikke, men sådan behøver det jo ikke være, hun er jo et menneske, men når andre så får sagt noget, der
provokerer lige så meget, så hov er der også andre der tænker sådan. Vi er jo de professionelle vi kan tillade os ret meget,
men når de andre så lige pludselig siger noget, ah så lytter de” (Bilag 9, s. 3). Det har ifølge Linda af og til en
mere tungtvejende betydning end, når de som behandlere ytrer sig: ”Det har en helt anden betydning, når det
er en medpatient, der siger det, end hvis det er en af terapeuterne, der siger det” (Bilag 10, s. 4). Vi har i den
forbindelse spurgt ind til denne fremgangsmåde og har undret os en kende over de positioner, som
deltagerne tilbydes i interaktionen. Behandlerne benytter sig af en autoritativ psy-ekspertise, som i
gruppesammenhængen ”udliciteres” til patienterne. Som vi tidligere har beskrevet, foregår der de facto
en gennemgående psykologisering, hvor mange folkepsykologiske antagelser bliver bragt i spil af
ukvalificerede aktører. Vi har i gruppesamtalerne observeret, at mange af patienternes tolkninger af
hinanden knytter an til disse folkepsykologiske forståelser, herunder især psykoanalytiske
136