Den opdelte eksistens og stress - Provokator

decentraliserede og fleksible struktur resulterer i udvandede strategier og ikke-implementerede
stresspolitikker. Det skyldes bl.a. at det informationsmateriale, som stressindsatserne skal tilrettelægges
efter, bygger på et uoverskueligt virvar af forskellige tilgange til forebyggelse og behandling af stress.
Derudover viser analysen af den samlede danske stressindsatsen i både offentligt og privat regi, at langt
de fleste strategier baserer sig på individuel forebyggelse og behandling med udgangspunkt i
samtaleterapi og vejledning til forbedring af kostvaner samt kondition. Det kropslige fokus i
størstedelen af den samlede indsats retter sig mod at optimering af kroppens ydeevne, udholdenhed og
tilpasningsdygtighed.
Som behandlet i ”Den Tredje Vej” består selvet i et dynamisk samspil mellem alle kroppens relationer i
verden. Sproget er i denne sammenhæng en vigtig bestanddel ved vores eksistens, men udgør ikke alene
grundlaget for vores subjektive erfaringsdannelse. Erfaring inkluderer desuden adskillige aspekter som
perception/sansning, hukommelse og billedliggørelse, emotioner og følelser, der, som fremskrevet i
specialerapporten, er materielt forankret i et abstrakt meningsgivende system. Disse egenskaber er
biologiske dispositioner, der formes gennem vores sanselige omgang med verden og bør derfor ikke
forstås som manifestationer deduceret direkte fra sproglige kategorier. Vi har således fundet ud af, at
menneskekroppen med alle dens sanser og følelsesmæssige reaktioner står i centrum for vores omgang
med verden, og alt udgår herfra. Sproget udgår ligeledes fra materialiteten, hvilket kan ses gennem
brugen af metaforer og med denne samlede viden peger vi på nødvendigheden i at anskue tankens
rationaler og kroppens spontanitet som to sider af samme sag: kropslighed. De fungerer i et
gensidighedsforhold, som ikke lader sig adskille, hvilket betyder, at hvad der sædvanligvis kendetegnes
som psykiske manifestationer, må anses som materielle manifestationer. Vores påstand i
specialerapporten er derfor, at diskurs-tænkningen må integrere materialiteten og med fordel operere
med, hvad vi har valgt at kalde, en materialitetsdiskurs. Materialitetsdiskursen indbefatter en samkøring af
human- og naturvidenskabelig praksis såvel som af poststrukturalistiske optikker og discipliner, der
arbejder med en såkaldt levende krop. Det er en krop med legitim agens. En krop, som gennem dens
særligt udviklede signalsystem vil være i stand til at bremse fremkomsten af alvorlig stressrelateret
sygdom.
Igennem vores analyse fandt vi ud af, at Kalmias patienter har bestræbt sig på at imødekomme
adskillige krav og forventninger i overensstemmelse med den performative kulturs dyder. Vi
konstaterede desuden, at deres sammenbrud ikke alene skyldtes problemer i arbejdslivet, men at
udfordringer i privatlivet ofte også var en del af årsagsforklaringen. Gennem behandlingen på Kalmia
har de lært en modmagtsteknik, der gør dem i stand til at registrere stressens faresignaler. Denne teknik
148