Den opdelte eksistens og stress - Provokator

ny, ville de være det eneste eksempel på ord uden et tilgrundliggende begreb (Damasio 2004, 117).
Adskillige dominerende teorier, der beskæftiger sig med sprog slår som tidligere behandlet fast, at
kognition og meningsdannelse foregår i relation til symboler, der foreligger som et system, der er
uafhængigt af den fysiske krop og verden (Gibbs 2006, 158). Men dette postulat mener vi nødvendigvis
må afføde spørgsmålet om, hvad der ligger til grund for udviklingen af disse tegn, og hvad de viser
tilbage til. Desuden må der ligge noget til grund for evnen til at forstå og anvende disse symboler.
Symbolerne skal ikke ses som uafhængige af den fysiske væren, men som konstitueret af og
konstituerende for vores erkendelse. Den baggrund, hvorpå sproget skabes, skal ikke blot findes i den
abstrakte anvendelse af sproget, men i ligeså høj grad i de erkendelsesmæssige erfaringer, mennesket
gør sig i omgangen med den materielle verden og sin egen materialitet, hvor det smager, føler og
manipulerer sine omgivelser (Slinger land 110f). Det giver derfor mening at tale om en meget kompleks
sammensat størrelse af erkendelsesmæssige tankeværktøjer. Mennesket har i den forbindelse en
avanceret evne til at skabe mentale repræsentationer af den ydre verden i form af blandt andet billeder,
sansninger og sprog som lagres i hukommelsen. Begrebsliggørelsen af objektet gemmer således
sprogliggørelse, billedliggørelse og sanselige fornemmelser, og det er disse indre repræsentationer af den
hybride verden, der ligger til grund for vores færdighed til at tilrettelægge vores væren i verden.
De indre repræsentationer forklarer Damasio som en indre film, der bestandigt kører i det mentale liv,
hvor både sprog og billeder indgår i en uadskillelig sammenhæng (Damasio 2004, 23). Eksempelvis kan
et ord som ‟bord‟ fremkalde et mentalt billede af en plade med ben, men der er ikke tale om et statisk
billede af et bord, som vi ville se det på et fotografi, men et billede eller skema 100 , der også rummer de
sanseindtryk, vi forbinder med et bord. Det være sig fornemmelsen af bordets overflade på vores
hænder, duften af træ, fornemmelsen af at sidde ved det, og måske erindringen om et bestemt bord
som vi associerer en særlig oplevelse med. Den indre film, der ifølge Damasio er en metafor for vores
tanker, rummer således de samme kvaliteter og sanseindtryk som den oplevelse, vi får, når vi perciperer
et objekt i verden (ibid.). Repræsentationen vil dog altid være naturligt distanceret, idet man ikke
konkret handler med objektet, men repræsenterer det i tanken. Sanseindtryk som lyd, duft, syn, billeder,
mening og betydning af objekter og situationer, lagres kontinuerligt i hukommelsen og kan genkaldes i
filmen. Damasio og Gibbs benævner disse kvaliteter Kvalia (ibid. + Gibbs 2006, 6). Når vi i en eller
anden sammenhæng genkalder os fornemmelsen af en tandpine, et sted eller en tilstand af velvære,
100 Gibbs definerer de indre billeder som ikke-propositionelle skemaer, der eksisterer i fantasien, hvis funktion det er at
organisere erfaring på et kropsligt niveau i forhold til perception og bevægelse. Billedskemaerne figurerer på tværs af alle
modtagelige modaliteter – altså en funktion, der kan fastholde den sensomotoriske koordination i vores erfaring. På denne
led er kropsbillederne både visuelle, auditive, kinæstetiske og taktile. På samme tid er billedskemaerne mere abstrakte end
almindelige visuelle mentale billeder og rummer dynamiske rumlige mønstre, der ligger til grund for de rumlige relationer og
bevægelse, som vi genkender i konkrete billeder (Gibbs 2006, 91) – vores oversættelse.
91