Den opdelte eksistens og stress - Provokator

tegn på svaghed. Kropslige tegn på og signaler om udmattelse er blevet overhørt og i deres nuværende
situation, hvor deres kroppe har sagt fra og resigneret, arbejder de stadig på at rumme denne accept.
Grænseløshed
Ud over at skulle præstere at leve op til høje krav fra sig selv og omverdenen oplever patienterne
desuden en gennemgående grænseløshed i deres tilværelse (Bilag 6). Denne grænseløshed, mener
Bettina, er afgørende for udviklingen af kronisk stress: ”De fleste bliver jo også stressede af alt det, de forestiller
sig, de skal lave. Vi bliver jo ikke stressede af alt det, vi når, vi bliver jo stresset af alt det, vi ikke når. Og det der med
at gå og bekymre os, det er alle de uafsluttede opgaver der, det er dem, der bekymrer os” (Bilag 9, s. 13). Kristina
fortæller i overensstemmelse hermed, hvordan hun aldrig kunne komme til bunds i sin overvældende
arbejdsbyrde: ”Jeg havde simpelthen sådan en ordentlig stak, jeg tog frem hver morgen, når jeg mødte, og så lagde jeg
dem op i sådan en kategori 1,2,3 – hvad for en er vigtigst, og det var sådan lige knebent, at jeg nåede den der bunke
nummer 1 ikk’, så det var så utilfredsstillende, hver dag når man skulle pakke de der bunker sammen” (Bilag 13, s.
2). Kristina forlader således dagligt sin arbejdsplads utilfreds og præget af tanker om de ufærdige
bunker, hvilket bevirker, at hun kontinuerligt må forsøge at planlægge sig ud af arbejdsophobningen.
Dette fremadstræbende blik er ifølge Bettina netop en af grundene til patienternes tilstand. Hun
fortæller, at det, der kendetegner patienternes dagligdag, er, at de ikke tager sig tid til at stoppe op og
trække vejret, se sig over skulderen og rose sig selv for deres indsats. I stedet halser de videre mod
næste deadline og holder, som hun siger, ”for få fester” (Bilag 9, s. 8). De husker desuden kun alle de ting,
de ikke fik gjort. For mange af patienterne er blikket konstant rettet mod det næste mål, og fokus flytter
sig hurtigt fra succesoplevelse til forventningen om fremtidige succeser, og det afstedkommer ofte en
følelse af utilstrækkelighed: ”så får vi en irritation, fordi vi hele tiden skal kunne præstere og præstere (…) og jeg tror
vi er dårlige til at se på vores egne sejre, men vi er altid gode til at se på alt det, vi ikke fik lavet” (Bilag 9, s. 7-8).
Denne oplevelse beskriver blandt andet Elise, som giver udtryk for en frustration over aldrig at komme
i mål. Hun fortæller, at hun ”har været meget stressramt i kraft af, at jeg altid sådan har haft et job, hvor jeg skulle
opnå salgsbudget, nå nogle mål” (Bilag 12, s. 2). Det er netop i disse sammenhænge, at selvkritikken kommer
i spil. Arbejdsbyrden og den selvforvaltende fleksible arbejdsform medvirker således til, at patienterne
hele tiden, rent tidsmæssigt, er foran sig selv, skal nå den næste deadline, skal realisere sig selv og leve
op til en række diffuse kvalitetskrav: ”og der havde jeg nogle ambitioner dengang om, jeg skulle videre, ikke også, jeg
var blevet lovet nogle stillinger hen ad vejen, ikk’, lidt større stillinger, og det var sådan lidt mine ambitioner lå, ikk’, jeg
skulle højere op, og det var de krav og forventninger, jeg også havde og blev ved med bare at køre på, kan man så
sige(…)” (Bilag 13, s. 30).
122